Leon løb efter lyset
DSC02317.jpg
Med tiden 36 timer, 8 minutter og 43 sekunder slog Leon Skriver Hansen Kim Rasmussens bedste danske tid med små to timer. Foto: Jesper Halvorsen
ultraløb Det var ikke kun benene der gjorde arbejdet, da 44-årige Leon Skriver Hansen i sidste uge gennemførte ekstremløbet ’Badwater 135’ i den Californiske ørken.

Langt ude i horisonten kan man skimte bittesmå lyskegler. Det er westernbyen Lone Pine der så småt er til at ane. Byen med det flotte landskab, hvor Hollywood i årtier har foretrukket at optage westernfilm. Det er også byen der ligger for foden af det frygtindgydende bjerg Mt. Whitney. Et bjerg der byder på 20 kilometers ren ondskab med stigningsprocenter, der i Tour de France ville få mærkatet ’uden for kategori’. Bjerget er den sidste prøvelse på det 135 miles lange løb ’Badwater 135’.
Bjerget er ikke Leon største frygt. Han ved, at han nok skal nå op på toppen og i mål, hvis han når hen til foden af bjerget. Det er mere den 50 kilometer lange strækning hen til bjerget der bekymrer.
Foreløbig kan han kun skimte bittesmå lyskegler i det fjerne.
Mørket har lagt sig som en dyne over nattehimlen, og som timerne går, er billedet i horisonten det samme. Westernbyen føles fortsat uendeligt langt væk, og det bliver i stedet to blinkende gule lys, der bliver Leons ledesnor. De gule lys blinker rytmisk to kilometer længere fremme på vejen. Det er lygterne fra Leons følgebil, hvor hustruen Karina Work, vennen Jesper Halvorsen og den amerikanske hjælper Michael Landa sidder. De har parkeret den guldfarvede Kia Sedona i vejkanten og tændt katastrofeblinket. Ikke fordi der er noget galt med bilen, men så Leon har noget at gå efter i den mørke Californiske ørken.

Verdens hårdeste løb
’Badwater 135’ bliver kaldt et af verdens hårdeste løb, og det er ikke uden grund. Udover de 135 miles, hvilket svarer til 217 kilometer, skal løberne over tre bjerge, og det hele foregår under ekstreme vejrforhold. I juli måned kan der blive op til 50 grader i dødens dal, Death Valley, hvor løbet bliver skudt i gang 85 meter under havets overflade, for at slutte 217 kilometer og 2500 højdemeter senere på bjerget Mt. Whitney.
Løbet går tilbage til 1987, hvor to hold dystede mod hinanden om at nå først fra Death Valley til Mt. Whitney. Det blev startskuddet til en tilbagevendende tradition og siden 2000 har den 135 miles lange strækning gået under navnet ’Badwater 135’.

Annonce

Kæmper med dæmoner
Karina åbner bagsmækken på den store van og Leon sætter sig til et tiltrængt hvil. De hævede fødder dingler over den sydende og varme asfalt. Solen er gået ned, men temperaturen er stadig over 40 grader. Med en blomsterforstøver bliver Leon overpøset med vand, og hans halskrave bliver fyldt med isterninger, der kan holde ham kølig. Pausen er dejlig, men den varer maksimalt halvandet minut. Han skal tankes op med energidrink, vand, salttabletter og så hurtigt af sted igen. Hvis han bliver siddende eller lægger sig ned for at få lidt søvn, frygter han, at det kan være slut. At benene går i baglås. Nogle af de andre løbere sover på medbragte feltsenge, men den model er alt for farlig. Derfor er det hurtigt op og hurtigt videre. Inden han har tygget færdigt er de gule blinkende lys igen to kilometer væk.
Leon har tilbagelagt langt størstedelen af ruten, og både fysisk og psykisk er depoterne ved at være brugt. Fødderne er hævede og det føles som om lårmusklerne bliver gennemboret af sylespidse pile. Han kan ikke længere løbe og er nede at gå et sted mellem fire og fem kilometer i timen.
I den mørke nat ser han bygninger, hvorhen han kigger. Det psykologiske tankespil er i gang, og hallucinationer og negative tanker fylder mere og mere på den uendelige lidelsesrejse mod det gule blinkende lys.

”Jeg kunne også bare stoppe. Det ville være helt legitimt at stoppe nu. Det ville alle godt kunne forstå,” tænker Leon. Han har medlidenhed med sig selv og tankerne kredser om et stop, men i de gule blink finder han styrke.
”Hvis jeg går ud nu, får jeg nok ikke chancen for at komme herover igen, så hvorfor ikke bare få det gjort færdigt,” tænker Leon, der heller ikke vil skuffe Karina og resten af holdet, der holder længere fremme med katastrofeblinket sat til.

Godkendes inden
Alle løberne skal godkendes af en løbsjury, og som krav skal man som løber have gennemført tre løb på minimum 100 miles. Der er kun to danskere der tidligere har gennemført ’Badwater 135’ og Leon Skriver Hansen var blevet frarådet at deltage, men han kunne ikke nære sig, og sendte derfor en ansøgning af sted. Han havde ikke regnet med at den amerikanske løbskomité ville acceptere ansøgningen, men det gjorde de og i de sidste seks måneder har han trænet intensivt for at blive klar sammen med 96 andre ekstremløbere fra alle verdens hjørner. Løbet skal gennemføres inden for 48 timer, og Leons personlige mål var at gennemføre og slå den danske rekord, som den bornholmske løber Kim Rasmussen satte i 2007 med tiden 38 timer og ét minut.

Et bæltespænde for livet
”Congratulations,” lyder det fra de amerikanske løbsofficials, da Leon tidligt om morgenen når foden af Mt. Whitney og det sidste checkpoint. Han er langt foran tidsplanen, følelsen i kroppen er god og væk er de dårlige tanker. Nu er der kun en 20 kilometers opstigning tilbage. Hvis bare Leon holder et nogenlunde gå-tempo op af bjerget, vil han forbedre den bedste danske tid med to timer.
”Your almost there,” lyder det opmuntrende fra løbere, der modsat Leon, er på vej ned af bjerget. På de sidste 500 meter bliver Leon mødt af en dansk løber Claus Rasmussen. Han måtte selv udgå midtvejs i løbet, men han er blevet kørt til målområdet, og er nu gået Leon i møde de sidste 500 meter.
Synet af målstregen er en forløsning, men samtidig en tom fornemmelse. Leon har brugt et halvt år på at nå den bjergtop og nu er det slut. Syret og surrealistisk på samme tid.
Før målstregen støder Leons løbecrew til og sammen går de over stregen i tiden 36 timer, 8 minutter og 43 sekunder. En tid der gør ham til indehaver af den danske rekord. Som synligt bevis på næsten to døgns besvær får Leon overrakt et bæltespænde i bedste John Wayne stil. Hvornår bæltet skal på, ved Leon ikke, men lejligheden skal nok komme.

Kommentarer

2 kommentarer om “Leon løb efter lyset”

  1. Torben R. P siger:

    En fantastisk præstation… imponerende ud over alle grænser at man kan presse sig selv i sådan en grad…

  2. Kasper Pihl Møller siger:

    Test

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top