Annonce

Bevæbnet mand anholdt efter udrykningsdrama
politi-kaerene2.jpg
ANHOLDT: Det var her i Kærene, at politiet ikke tog nogle chancer, da en mand sagde, at han var bevæbnet med et kraftigt våben. Foto: Brian Poulsen
Omringer lejlighed Den bevæbnede mand, der mandag eftermiddag fik politiet til at rykke talstærkt ud for at storme en lejlighed i Rødovre, er ifølge øjenvidner anholdt.

Politiet gjorde mandag eftermiddag klar til den helt store indtrængen i en mands lejlighed i kærene i Rødovre.

”Gerningsmanden har fortalt et vidne, at han havde et kraftigt våben gemt i sin lejlighed, og det har vi vurderet skal tages alvorligt. Vi er på stedet og har taget kontakt til ham, men han vil ikke lukke os ind, så vi forbereder en indtrængen,” fortæller politiets kommunikationsansvarlige, Claus Buhr.

Annonce

Han afviser samtidig, at aktionen skulle have noget som helst med terror at gøre.

Få minutter senere fortæller et øjenvidne til Rødovre Lokal Nyt, at manden er anholdt.

”Pludselig lå der politibetjente og gemte sig i buskene, og andre kom gående med skjold og hunde. En forhandler gik ind i lejligheden og kort tid efter kom han gående fredeligt med, men man når da lige at blive urolig og få et kæmpe chok,” fortæller vidnet, der beskriver manden som værende psykisk syg og cirka 40 år gammel.

Københavns Vestegns Politi fortæller, at det kraftige våben sandsynligvis er en riffel, og et andet vidne fortæller til avisens fotograf, at manden er stukket af fra et behandlingssted og søgt tilflugt i lejligheden.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top