Strejker!
chrumme_002_150915_BP.jpg
Christian Christensen er 'Christian Chrummer' i Rødovre Lokal Nyt Foto: Arkiv
chrumme Jeg er tit i Frankrig – og hvis jeg skulle beskrive Frankrig med eet ord må det blive: STREJKER!

Jeg tror ikke der findes et land, hvor folk strejker mere end i Frankrig. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har været i Frankrig UDEN at der har været mindst een strejke.
Lige nu har der været nogle lastbilchauffører som strejkede. Men det gav ikke rigtig nogen effekt, indtil de blokerede vejene foran benzindepoterne. Da togførerne strejkede, skulle de opretholde et minimum af afgange. Det havde så heller ikke nogen effekt, indtil de tog der så kørte, begyndte at køre langsomt.
Taxachaufførerne strejkede også. Det havde så ikke den store effekt. Strejken var en protest mod Uber. Det gjorde så blot at Uber fik endnu mere travlt og endnu flere begyndte at bruge Uber. Ikke helt gennemtænkt. Taxachaufførernes argument var, at Uber-chaufførerne ikke betalte skat. Enhver der har kørt med Taxa i Frankrig ved, at det er næsten umuligt at betale med andet end kontanter. Ikke noget med kreditkort. Sorte penge er bare nemmere. Moral er godt, dobbelt-moral er dobbelt så godt.
Denne gang var der tale om generalstrejke og man ville lave en kæmpe massedemonstration i Paris. Den havde man så aflyst, fordi man havde glemt, at en million mennesker på Place de la Concorde, måske kunne være et ret godt terrormål. Det var alligevel for drastisk en løsning på arbejdsløsheden i Frankrig.
Jeg tror at Danmark ville gå i undtagelsestilstand, hvis vi havde så mange strejker. Tænk bare på Gærkrigen, hvor vi hamstrede gær. Personligt troede jeg ikke på, at konflikten ville bryde ud, så jeg havde ikke så meget som een pakke gær i køleskabet. Men så kom konflikten alligevel, men jeg gik da bare ned til bageren og købte brød HVER dag. Eller hvad med lærer-lock-outten. Den var jo ved at få familier til at gå i opløsning. Vi var nødt til at tage os af vores egne børn i ugevis. Fødselstallet faldt af samme årsag.
Jeg tror ikke det ville være det store problem, hvis DSB strejkede. Ingen ville bemærke det. Det er jo lige meget om toget ikke kører pga signalproblemer eller strejke. Det ville påvirke lige så få mennesker, som hvis præsterne strejkede.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top