Annonce

Rejs ind i jordskælvet
Pia-bro.jpg
Pia Lund Poulsen har været i Nepal og hjælpe skolebørn. Nu vil hun hjælpe Rødovres skolebørn til at forstå katastroferne. Foto: Privat
PÅ TUR MED RØDE KORS: Det kan være svært at forholde sig til katastrofer på den anden side af jorden, når man sidder med sin ipad på værelset i Rødovre. Pia Lund Poulsen vil gøre det nemmere. Hun er lige kommet hjem fra Nepal og er nu klar til at besøge alle Rødovres skoler

To store jordskælv tvang i foråret 2015 Nepal i knæ. 9000 mennesker mistede livet, og mere end 630.000 blev hjemløse. Otte millioner nepalesere har brug for humanitær hjælp. Pia Lund Poulsen fra Røde Kors er en af dem, der hjælper.
Røde Kors i Danmark har bidraget med mere end 13 millioner kroner til de berørte.
Først og fremmest har Røde Kors givet midlertidigt husly til mere end 130.000 familier. Mere end 6000 mennesker er blevet uddannet i at bygge midlertidige huse, og lige nu hjælper Røde Kors med at jordskælvssikre 34 skoler i den vestlige del af Nepal.
Dét vil Pia Lund Poulsen rigtig gerne fortælle byens elever på mellemtrinet om.
“Der er mange, der hører om de her naturkatastrofer, men har svært ved helt at forstå, hvad det betyder. Børnene fanger lidt fra medierne, men får det ikke altid bearbejdet og har måske nogle ubesvarede spørgsmål, ligesom der er en masse ting at lære i forskellige fag. Både om katastroferne, og om det arbejde, der foregår bagefter med at genoprette landet,” siger Pia Lund Poulsen.

Lige kommet hjem
Hvert år arrangerer Røde Kors en studietur til et af de områder i Verden, hvor de arbejder. I år gik turen til Nepal og Røde Kors havde udpeget 12 frivillige fra hele landet til at rejse ud.
“Tanken var, at vi med egne øjne fik mulighed for at opleve, hvordan Røde Kors arbejder med genopbygning og katastrofeforebyggelse, for derefter at kunne formidle vores viden til andre,” fortæller Pia Lund Poulsen.
Hun var tydeligt berørt over de vilkår, som mange af de lokale nepalesere levede under.
“Nepal er et bjergrigt land og det er derfor meget vanskelige forhold at arbejde under, når nødhjælpen skal ud. Der er store udfordringer i forhold til infrastruktur. Det fik vi at føle på egen krop,” siger Pia og fortsætter:
“På trods af meget primitive forhold fik vi over alt en fantastisk modtagelse med blomster, mad, sang og musik. Vi fik mulighed for at tale med folk i landsbyerne med hjælp fra nepalesiske medarbejdere fra Røde Kors. Det gav en enestående mulighed for at få indsigt i leveforhold, der er helt anderledes end vores. Vi blev mange gange mindet om, hvor heldige vi er i Danmark.”
Og det er præcis det, hun vil minde eleverne på mellemtrinet om – uden at pege fingre vel at mærke.
“Indsatsen handler i høj grad om kapacitetsopbygning. Altså at uddanne landsbyens beboere til at kunne forebygge kommende katastrofer. Når programmet afsluttes, er landsbyerne langt bedre rustet, når de rammes af jordskælv. Det var imponerende at opleve, hvordan de små samfund har organiseret sig, så alle tager del og kender deres rolle både under forebyggelsesarbejdet, og hvis de bliver ramt af en ny katastrofe,” siger Pia. Hun fortsætter:
“På rejsen besøgte vi også en landsby hvor Røde Kors hjælper med at genopbygge en skole, der blev totalt ødelagt under jordskælvet. Eleverne på skolen fik midlertidig undervisning i åbne blikskure, og det er ikke svært at forestille sig omstændighederne, når monsunen for alvor sætter ind,” tilføjer Pia, der tror, at eleverne i Rødovre godt kan sætte sig ind i forholdene, når det er jævnaldrene det handler om.
“På skolen fik jeg mulighed for at møde Sonika på 12 år, der fortalte mig, at hun hver dag måtte gå halvanden time for at komme i skole, hvilket
ikke er unormalt i et land som Nepal,” siger Pia Lund Poulsen.
Efter skole hjælper hun sin mor med husholdningen, mens hendes far arbejder i Qatar for at tjene penge til familien. Mange mænd migrerer til golflandende for at kunne brødføde deres familier. Derfor er mange kvinder alene om husholdet, og det er en stor udfordring, når katastrofen rammer.
“I den gamle by Bhaktapur mødte jeg Aakyiti på 16 år som stadig et år efter jordskælvet bor i et telt med fem andre familiemedlemmer. De deler et toiletskur med en hel lejr og har kun begrænset adgang til vand,” fortæller hun om den bydel , hvor mere end 24.000 familier mistede deres hjem.
Lige som mange andre familier venter Aakyiti på, at regeringen giver tilladelse og penge til at de kan bygge et nyt hus.
Derfor tør de ikke gå igang med at bruge de få ressourcer de har på at bygge et hus, de ikke ved, om de kan få støtte til.

Annonce

Formidling om katastrofer
For danske skolebørn er det en Verden, der kan være svær at forholde sig til.
“Jeg mener dog, det er vigtigt, vi giver vores børn en forståelse af Verden omkring os, og hvordan vi kan gøre en forskel for andre mennesker i nød. Derfor tilbyder jeg alle skoler i Rødovre et besøg, hvor jeg fortæller om mine oplevelser og går i dialog med børnene,” siger Pia, der bygger sin undervisning op om Røde Kors, som, her i foråret 2016, har udgivet undervisningsmaterialet ‘KATASTROFE’, som handler om store og små katastrofer i Danmark og ude i Verden. Over 600 klasser har allerede bestilt materialet, og man forventer, at over 1000 skoleklasser fra hele landet vil anvende materialet i de kommende skoleår.
I Rødovre kan man bare få besøg af en, der har været der selv og som kan fortælle om de ting, der
ikke står i bøgerne.
Undervisningsmaterialet bestilles direkte af lærere, skolebibliotikarer eller lignende her: http://rodekors.dk/skole/katastrofe
“Jeg håber, at rigtig mange vil have besøg og høre om Nepal. Det gør det nemmere at forstå, når jeg selv kommer her fra Rødovre, hvor vi gennem arbejdet i Røde Kors butikken er med til at samle penge ind til de nødstedte. På den måde kan eleverne også se, at der er en sammenhæng mellem det man gør lokalt, og det der sker globalt,” understreger Pia Lund Poulsen.
Hvis du vil have hende til at besøge din klasse, så kontakt hende på telefonnummer 6013 9865 eller skriv til pialundpoulsen@gmail.com.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top