Annonce

Krag tabt for tyrene
WEB_nikolaj-krag-chrisenten_RMB-AaB_042_080915_BP1.jpg
Stortalentet Nikolaj Krag-Christensen skifter fra Rødovre Mighty Bulls til Rögle. Foto: Brian Poulsen / arkiv
ishockey Det 17-årige stortalent Nikolaj Krag-Christensen forlader Rødovre Mighty Bulls til fordel for SHL-klubben Rögle, hvor han i første omgang skal spille på skåningernes U20 hold.

Det måtte komme før eller siden, at den blot 17-årige U20-landsholdsspiller Nikolaj Krag-Christensen ville søge ny isflade som sin hjemmebane i stedet for Rødovre Skøjte Arena.
”Jeg følte, det var tid til at prøve noget nyt og Rögle gav mig et godt tilbud. Meningen er, at jeg skal kæmpe mig op til deres SHL hold fra deres U20 hold, men jeg er allerede lovet, jeg går lov til at træne med. Det er en chance, som jeg gerne vil prøve af,” siger Nikolaj Krag-Christensen, hvis primære hold bliver Rögles U20.

Frederikshavneren Mathias From er allerede på kontrakt i Rögle, og han har talt positivt om klubben fra den skånske by Ängelholm.
”Mathias taler meget positivt om klubben, organisationen og forholdene, så det har da også haft betydning for mig,” siger Nikolaj Krag-Christensen, der kommer ind på ambitionerne for sæsonen.

Annonce

”Jeg håber, jeg kan få nogle kampe på SHL-holdet og så skal jeg lære så meget som muligt i de nye omgivelser. Og så håber jeg, vi kan gå skridtet videre med U20-landsholdet og spille os i en semifinale. Det er muligt med holdet i år, hvis vi alle spiller vores bedste og lidt til,” siger han og griner, inden han fortsætter:
”Jeg håber også, at jeg bliver taget i draften. Jeg har lige været i Chicago, hvor der var 40 spillere, som blev testet og var på is i fire dage. De sagde, at jeg gjorde det godt, og de virkede meget tilfredse, men nu må vi se, hvad der sker. I første omgang vil det bare være fedt at blive draftet.”
”Ellers bliver det rart, når nogle andre øjne kigger på mig. Det glæder jeg mig til, for jeg har spillet i Rødovre siden jeg var fire år. Omvendt bliver det også underligt at forlade Rødovre.”

Kontrakten med Rögle er på 1 år, og Krag-Christensen får sin egen lejlighed, når han flytter til Ängelholm i starten af august måned, ugen før sin 18-års fødselsdag. Men hvad glæder den snart 18-årige rødovredreng sig egentlig mest til?
”At få mig nogle nye oplevelser, det har jeg brug for,” slutter han.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top