Islevs nye identitet
islevbrovej_007_130616.jpg
Islevbrovej får røde fliser, dobbeltrettet cykelsti og nye træer. Foto: Brian Poulsen
islev Efter sommerferien fortsætter arbejdet med at forvandle Islev. Islevbrovej er næste projekt på den nye ID-linje.

Pengene er afsat og tidsplanen er lagt. Efter sommerferien går Rødovre Kommune i gang med næste etape af den arkitekttegnede identitetslinje, der skal binde torvet sammen med den kommende letbane.
Kommunens store forskønnelsesprojekt skal skabe sammenhæng og samhørighed i Islev, og den næste del af projektet strækker sig fra torvet til rundkørslen ved Islevbadet.
”Islevbrovej er en vigtig vej til skole og indkøb i Islev. Men den trænger til en kærlig hånd. Området har allerede fået et stort løft, og nu tager vi den næste etape, som skal bakke op om den gode udvikling, som Islev er inde i,” siger borgmester Erik Nielsen (S) om projektet.
På kommunalbestyrelsesmødet i maj måned godkendte samtlige partier det samlede projekt. Der er i alt afsat syv millioner kroner til ombygningen af Islevbrovej, som bliver en naturlig forlængelse af Islev Torv.
Det karakteristiske røde fortov fortsætter blandt andet på strækningen mellem torvet og rundkørslen ved Islevbadet.

Trafiksikker skole
Den nye ombygning går lige forbi Islev Skole, der for få år siden blev åbnet op som led i hele projektet. Skolens ledelse har været med på råd, og det glæder viceskoleleder Steen Baltzer Pedersen, at Rødovre Kommune, udover at forskønne området, samtidig tænker trafiksikkerhed for skolebørnene.
En af de sikkerhedsmæssige tiltag er blandt andet at lave en dobbeltrettet cykelsti i den side, hvor skolen ligger.
”Helt grundlæggende er det fedt og spændende, at der sker noget i området. Det er et flot og visionært projekt, og vi har været med inde over fra starten,” siger Steen Baltzer Pedersen, inden han roser de sikkerhedsmæssige tiltag.
”For os har det naturligvis været vigtigt, at der blev taget hensyn til vores skolebørn. Vi har, nok ligesom alle andre skoler, spidsbelastningsperioder, hvor forældre godt kan finde på at sætte deres børn af på lidt alternative måder.”
“Efter ombygningen får vi særlige zoner til biler, hvor børnene kan blive sat af,” siger viceskolelederen.
Udover den dobbeltrettede cykelsti og det røde fortov, vil der blive plantet mange træer, der efter planen skal skabe en ny allé.
Det forventes, at vejen bliver renoveret i perioden august til december 2016. Der vil dog være vejarbejde allerede fra slutningen af juni, da fjernvarmeledningen under Islevbrovej bliver omlagt og moderniseret, inden selve vejen bliver ombygget.

Annonce
Kommentarer

3 kommentarer om “Islevs nye identitet”

  1. Frank Laursen siger:

    Fint nok, at vi har fået et “nyt” torv.
    Tak for det, det er pænere end det gamle Russiske beton element vi havde før.
    Nu har man så åbnet op for kørsel i begge retninger, og muligheden for at suse igennem i alle retninger og i alle hastigheder bliver så udnyttet til fulde. Børn, ældre og anderledes gangbesværet kæmper så sig så rundt imellem biler og scootere der kommer blæsende.
    Måske man skulle lukke af for den sindsyge kørelse der nu kommer gennem Islev Tov, og så få flyttet kørlsen tilbage til Nord & Syd parkkeringspladserne til hvor den var før.
    Der er kørselsemuligheder både nord og Syd for torvet, så der er ingen grund til at billister skal gennem torvet. Ingen.
    De kommer dog, og forventer at gående flytter sig! Det har affolket torvet, i strid med hensigten.

  2. Tine Ejsing siger:

    Kan kun være helt enig med Frank Laursen. I dagens indlæg omkring renoveringen af Islevbrovej, nævnes bl.a. sikkerheden for skolebørnene. Den er IKKE-eksisterende på Islev Torv, ej heller i tunnellen. Til trods for ensretning, køres der livligt i begge retninger. Indrettede parkeringsbåse på torvet ignoreres på det groveste. Islev Torv er idag udelukkende de to-og firehjulede, endog sekshjuledes legeplads.

  3. Casper Folsing siger:

    Man også kun tilslutte mig de kritiske røster. Nød at man før i tiden kunne lade sine børn lege ude på torvet mens man lige var inde i butikkerne. Det tør jeg ikke længere fordi hastighedsbegrænsningerne sjældent bliver respekteret. Desuden indbyder de nye “bakker” til man løber op og ned ad dem eller kører på dem med løbehjul eller cykel og det er lige op ad hvor bilerne kører. Nej luk torvet af for trafik, så der faktisk bliver plads til liv og at man nyde de nye omgivelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top