Annonce

Den lokale bold
BOLD-1_090607_BP.jpg
fodbold Der var ingen sejre at glæde sig over hos de lokale seriehold i denne weekend.

Igen uden scoringer
I otte kampe har BK Rødovres damer scoret i to opgør, og den mindre målslugende offensiv trådte i karakter igen i weekenden, da det blev 0-0 ude mod Damsø fra Vanløse.
Der resterer to runder og BK Rødovre har tre point op til Birkerød, der ligger lige over nedrykningsstregen. De to hold mødes i den sidste runde, der kan blive afgørende for hvilket af det to hold, som må forlade 1. division.

B77 fik point
I serie 1 spiller Avartas divisions-reserver for oprykning til Sjællandsserien, så det var nærmest en ’must’ sejr, da Avarta drog til Blovstrød for at møde rækkens andensidst, der stadig havde sæsonens første sejr til gode.
Med en pauseføring på 1-2 så Avarta ud til at være på sikker sejrskurs, men så røg de grønblusede ind i 10 mareridtsagtige minutter, da hjemmeholdets Casper Skov stod bag et vaskeægte hattrick og dermed sendte Blovstrød IF på sejrskurs. Der kom dog fornyet spænding i kampen, da Avarta med cirka et kvarter tilbage reducerede til 4-3, men det blev slutresultatet og tre meget dumme point blev smidt i oprykningsjagten.

Annonce

I samme række under SBU spillede B77 ude mod Fredensborg.
”Det var en kamp, som ingen af os kunne tåle at tabe,” indleder B77’s træner Thomas ’J’ Jørgensen. Han fortsætter:
”Med en sejr ville vi være sikret en sæson mere i serie 1, mens Fredensborg med en sejr ville være med igen om at undgå nedrykning, så det var en meget vigtig kamp for dem.”
”Desværre kom vi rigtig skidt ud til 1. halvleg. Boldomgangen var for langsom, vi sad for løst på modstanderne, afleveringer var dårlige og så videre. Vi fik så en friløber efter 10 minutter og brændte, og på deres næste angreb scorede de til 1-0.”
”Derefter blev det en rigtig rodet kamp fra begge sider. Vi fik talt og rettet til i pausen og kom meget bedre ud til 2. halvleg, hvor vi sad på det hele, mens de havde valgt at trække sig tilbage.”
”Vi fik udlignet til 1-1 ved René Eskildsen. Efter målet skete der ikke det store. Det var et fint point for os på en offday, og vi er nu fem point fra stregen med to kampe tilbage. Dermed ser det fornuftigt ud med vores målsætning, som var overlevelse,” siger ’J’ og roser sine spillere.
”Jeg vil give stor ros til drengene, som kæmpede røven ud af bukserne i en ekstrem varme, og på en dag hvor bolden ikke ville som vi ville, og for at holde hovedet koldt og være positive hele kampen igennem i stedet for at give op. Det var super flot,” slutter B77-træneren.

I serie 1 under KBU kæmper BK Rødovre for overlevelse, og i weekenden var det en vigtig kamp ude mod Amager FF, der ligger under holdet fra Elstedvej.
Efter et intenst opgør endte hjemmeholdet med at vinde 2-0, så Amager FF halede ind på BK Rødovre, der stadig ligger nummer 11 i den 14 hold store række. Der resterer to runder og i næste runde venter topholdet Husum, der kommer på besøg på Elstedvej.

Orient er rykket ud
Med endnu et nederlag, denne gang ude mod Taarbæk på 3-0, kan Orient ikke redde sig endnu en sæson i serie 2. Der er to runder tilbage, og holdet fra Islev skole har seks point op til Team-A, som er nærmeste hold over nedrykningsstregen og da Team-A er bedst indbyrdes, kan Orient ikke komme forbi dem i tabellen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top