Annonce


Alternativet: “Rødovre kan skrive historie”
ulla-sandbaek.jpg

Alternativets lokale kandidat, Ulla Sandbæk, roser Rødovre Kommune for deres vilje til at arbejde videre med idéen om borgerdrevne forslag.

Alternativets lokale kandidat, Ulla Sandbæk, roser Rødovre Kommune for deres vilje til at arbejde videre med idéen om borgerdrevne forslag. Foto: Red
Demokrati I Alternativet glæder man sig over, at Rødovre vil være fødselshjælper til deres hjertebarn.

Nogle gange er der ikke længere fra idé til handling end 2610 stemmer.

Rødovres postnummer er indtil videre den målramme vi sigter efter, når vi snart vil samle underskrifter sammen til ét af borgernes egne forslag. Det er ikke det samme som, at politikerne vedtager forslaget. Overhovedet ikke, men får vi nok underskrifter, har politikerne lovet at tage sagen op. Det vil sige, at forvaltningen efter anvisning fra kommunalbestyrelsen kan udarbejde en politisk sag på borgernes ønske.
Dét vækker stor begejstring i Alternativet, som netop har fået vedtaget et forslag i Folketinget om borgerdrevne forslag.
“I torsdags var en stor dag for forståelsen af et mere inddragende demokrati. Demokrati og politik skal være for mange og ikke kun for de få. Derfor er jeg utrolig glad for, at forslaget om borgerdrevne forslag i folketinget blev stemt igennem. Et forslag, som vi i Alternativet har haft som hjertebarn siden vores opstart,” siger Alternativets udviklingsordfører, Ulla Sandbæk.
Hun var med på sidelinjen, da vi sidste år spurgte de lokale partier om idéen.
“I sensommeren sidste år oplevede vi den spændende situation, at samtlige partier i Rødovre byråd støttede op om ideen med borgerdrevne forslag,” siger Ulla Sandbæk og fortsætter:
“Samtidig har jeg oplevet, hvor stort et lokalt engagement folk i Rødovre har. Denne kombination af både politisk og folkelig gejst må være den perfekte anledning til at lade Rødovre blive den første forsøgsby til borgerdrevne beslutningsforslag i lokalpolitik.”
Alternativet har i partiets egne politiske laboratorier arbejdet ud fra princippet om, at flere ved mere. Derfor opfordrer hun på det varmeste til, at mange finder afstemningen på Facebook og sikrer, at lokalsamfundets stemme bliver hørt.
“Jeg synes, det er en glimrende idé, som Rødovre Lokal Nyt er kommet på med at starte det op fra avisens side. Jeg håber, I har lyst til at deltage og få Rødovre til at være ‘first mover’ på dette nærdemokratiske tiltag,” siger Ulla Sandbæk.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top