Annonce

10. plads til DM
WEB_johan-price-pejtersen_CK-FIx-U19-cykling-DM-holdloeb_091_180616.jpg
Ved weekendens individuelle DM for juniorer i cykelløb blev Johan Price-Pejtersen, billedet, bedste rytter fra Team CK Fix Junior Elite Rødovre både i enkeltstart og linjeløbet. Foto: Brian Poulsen
cykelløb Johan Price-Pejtersen blev bedste placerede rytter fra CK Fix, da der i weekenden blev kørt DM i enkeltstart og linjeløb for U19.

Debuten i DM for juniorer eller U19, som den også kaldes, blev en realitet for CK Fix i weekenden.
Al begyndelse er svær, og det måtte Team CK FIX Junior Elite Rødovre også sande, da de var oppe mod landets absolut elite, hvoraf flere kører som halv professionelle. Forinden havde den unge Johan Price-Pejtersen dog kækt meldt ud, at han havde en top 5 placering som målsætning.

Tabte sin kæde
Så godt gik det ikke, men han klarede sig bedst af rødovrerytterne både på enkeltstarten, hvor han blev nummer 10, samt i linjeløbet, hvor han endte på en 36. plads ud af de 138 som fuldførte DM-løbet.
”Jeg var ikke selv super tilfreds med min enkeltstart. Jeg lagde virkelig hurtigt ud i den hårde modvind, følte jeg selv, men efter 10 kilometer og jeg kom over i medvinden, kunne jeg slet ikke træde. Det begrænsede gear betyder, at man skal træde en meget høj kadence, når man rammer de 50 km/t, og jeg kunne slet ikke få benene rundt,” fortæller Johan Price-Pejtersen. Han fortsætter:
”Samtidig tabte jeg også kæden, hvilket kostede mig i hvert fald 1, måske 2 placeringer. Så det var en lidt skuffende enkeltstart.”

Annonce

I udbrud kørt før mål
Den 17-årige rødovrerytter var i front, trods uheld, da DM kom ind i den afgørende fase.
”Linjeløbet gik udmærket, men uden det store resultat. De første 50 km var præget af kraftig regn, hvilket gjorde, at der var styrt i næsten hvert sving. Det var først efter 80 km at vejene blev tørre igen. Den sidste gang på rundstrækningens bakke skete der et styrt foran mig, og alle omkring mig gik fuldstændig i stå. Det var et kritisk tidspunkt, da der kørte en gruppe på 5-6 mand i udbrud lige der.”
”Jeg kom så forbi dem, jeg lå med, og fik, over en 3 km, kørt mig op i feltet igen, hvilket selvfølgelig var super hårdt, da vi var i finalen. Vi kørte 1 km mere, hvorefter jeg valgte at køre i udbrud med en rytter fra Mascot. Vi fik hul, men blev hentet 1 km før målstregen. På teamet er vi okay tilfredse, og personligt er jeg også fint nok tilfreds, for jeg må tænke på, jeg stadig er 1. års og har lært meget,” slutter Johan Price-Pejtersen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top