Udsatte får deres egen politik
stemmer-paa-kanten_23_241013_BP.jpg
Lisbeth Zornig (tv) der her ses under kampagnen for 'Stemmer på kanten' roser Rødovres nye politik for udsatte borgere. Foto: Arkiv
ny politik Ny politik skal hjælpe socialt udsatte borgere. Forebyggelse og borgerinddragelse bliver nøgleordene, når Rødovres nye politik for udsatte borgere får ben at gå på.

Plads til alle – også dem på kanten af samfundet. Sådan lyder visionen bag Rødovre Kommunes udsattepolitik.
”Politikken bygger på mange interviews med udsatte borgere, heriblandt borgere fra væresteder, socialpsykiatrien og Rådgivnings- og Behandlingscentret, repræsentanter fra de hjemløses landsorganisation SAND, Psykiatrisk Center Glostrup, SIND, Lisbeth Zornig, samt beboerrådgiveren i Kærene og medarbejdere i socialpsykiatrien. Rødovre Kommune gør i dag en stor indsats for udsatte borgere, og de mange interviews viste også en generel tilfredshed med indsatsen på mange områder”, fortæller Britt Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Mere forebyggelse
Én ting er at hjælpe de mange borgere, der balancerer på kanten af samfundsnormen, en anden er at forebygge at flere tilslutter sig balancekunsten.
Rødovre Kommune vil derfor arbejde for at forebygge, at der er nogen borgere, der får så mange udfordringer i deres liv, at de kan betegnes som udsatte. Og så er der fokus på at hjælpe de borgere og deres pårørende, der er i en udsat situation.
”Der er i dag mange indsatser for socialt udsatte borgere i Rødovre Kommune. Denne politik er endnu et skridt på vejen for at skabe gode rammer for alle borgere – også de der er udsatte. Socialt udsatte borgere har det til fælles, at deres problemer kan hindre dem i at leve det liv, de gerne vil leve. Men det er ikke en fastlåst situation at være udsat. Socialt udsatte borgere kan hjælpes til et bedre liv gennem behandling og støtte. Det er derfor vigtigt med en kvalificeret indsats for socialt udsatte borgere og deres pårørende,” siger Britt Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rødovre, og tilføjer:
”Allerhelst vil vi forhindre, at nogen borgere bliver socialt udsatte. Læsset kan vælte for os alle sammen, hvis vi for eksempel bliver syge, mister vores arbejde, bliver skilt, kommer til skade eller andet. Nøglen til forebyggelse er en tidlig og koordineret indsats, som vi har meget fokus på i Rødovre.”

Annonce

Udsatteråd på vej
For nogle år siden blev ordet udsatteråd for første gang nævnt her i avisen efter en tale, som Lisbeth Zornig holdt på Grundlovsdag på Rødovregaard.
En del af den nye politik er netop at oprette et sådan udsatteråd, der skal gå alternativt til værks for at sikre inddragelse af byens udsatte borgere. Udsatterådet skal spille en central rolle i udarbejdelse af den årlige handleplan og gennemførelse af indsatser. Rødovre Kommune har derfor taget kontakt til Huset Zornig, som har erfaring med at etablere udsatteråd i andre kommuner. Det er frivilligt for kommunerne at oprette et udsatteråd, og på nuværende tidspunkt har 31 ud af 98 kommuner har et lokalt udsatteråd.

Med i rådgivningsfase
”Rødovre har som en af de få kommuner i Danmark besluttet sig for at etablere et udsatteråd, der skal hjælpe politikerne med at udmønte den meget ambitiøse udsattepolitik, som netop er blevet vedtaget. Vi i Huset Zornig har fået lov at rådgive i etableringsfasen. Det bliver sjovt og skønt. Der er så megameget energi i at høre og inddrage udsatte borgere.,” udtalte LIssbeth Zornig den 1. maj, som kommentar til Rødovres udsattepolitik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top