Annonce

Pædagoger lades alene i stikken
BUPL.jpg
Der var masser af pædagoger til de mange børn ved årets børnefestival, men i hverdagene oplever mange at være alene med for mange børn. Foto: Brian Poulsen
Alene med børnene 8 ud af 10 pædagoger i Rødovre er alene med en hel børnegruppe. Halvdelen af dem sågar i mere end en halv time. Nu vil udvalgsformand undersøge pædagogernes alenetid.

I Danmark er tre ud af fire pædagoger dagligt alene med den sam-
lede børnegruppe. I Rødovre er tallet 84 procent, og af dem over halvdelen, at de er alene med børnegruppen i mere end 30 minutter. Det viser en ny undersøgelse, der afdækker pædagogernes forhold udarbejdet for pædagogernes fagforening, BUPL.
”Om eftermiddagen er der ofte perioder, hvor jeg eller en af mine kolleger er alene med børnegruppen. Årsagen er, at vi kun er to pr. stue, og der er børn, som skal tages op fra barnevognen og skiftes, samt madvogn der skal tømmes i køkkenet,” fortæller en pædagog fra Rødovre, der gerne vil være anonym.
Og det er der god grund til. Fire ud af ti pædagoger har på landsplan inden for det seneste år stået i en situation, hvor de oplevede, at det var uforsvarligt eller decideret farligt, at de var alene med den samlede børnegruppe. I Rødovre er det næsten halvdelen af personalet, der har oplevet det.
”Det er uforsvarligt at være alene med cirka 17 børn både ude og inde. Det er umuligt at have overblikket, når der hele tiden er børn, der skal have
hjælp, trøstes eller der er konflikter, der skal løses,” fortæller pædagogen fra Rødovre.

Farlige situationer
Hun støttes af formanden for pædagogernes fagforening i København.
“At være alene pædagog sammen med en børnegruppe er skidt. Dels er der større risiko for, at farlige situationer bliver svære at håndtere. Dels går det udover nærværet, omsorgen og relationsarbejdet. Resultaterne fra undersøgelsen viser, at alenetiden er et problem for både børn og pædagoger. Jeg håber, at undersøgelsen kan danne udgangspunkt for en dialog i kommunerne om, hvad vi kan gøre, så vi er sikre på, at vi lever op til, hvad man bør kunne forvente, når ens børn bliver passet i en daginstitution. Samtidig står vi i den situa-
tion, at kommunerne er udfordret af det varslede omprioriteringsbidrag, der uden tvivl vil ramme velfærden yderligere,” siger Michael Egelund, formand i BUPL Storkøbenhavn.

Annonce

Undersøger sagen
I Rødovre har formand for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen, set resultaterne af undersøgelsen. Han har derfor med det samme kontaktet den lokale afdeling af BUPL for at få undersøgt forholdene i Rødovre.
“Hvis det er noget, der forekommer ofte, er det uheldigt uanset, hvor mange der har svaret i undersøgelsen. Derfor tager vi det alvorligt, og jeg har bedt forvaltningen undersøge, hvordan og hvor tit der skemalægges alenetid. Hvis der er pludseligt opstået sygdom, kan det ske. Og i en kortere periode kan det være nødvendigt med situationer, hvor en pædagog alene har opsyn med flere på legepladsen af gangen, men udgangspunktet i Rødovre er, at vi har to pædagoger og en pædagogmedhjælper per stue,” understreger Flemming Lunde Østergaard Hansen (S).
Han forventer, at lederne i Rødovres institutioner sørger for at dække de timer ind, hvor der er børn, så pædagoger ikke har ansvaret for den samlede børneflok alene.
“Nu vil jeg tale med BUPLs lokale repræsentant for at høre, hvad medlemmerne i Rødovre siger om sagen. Hvis jeg havde syntes, resultaterne af undersøgelsen var tilfredsstillende, ville vi have haft lavere normeringer i Rødovre. Det har vi ikke, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, hvis man har en skemalægning, hvor man på forhånd ved, at det her forekommer. Hvis det opstår akut, skal det minimeres, så man hjælper hinanden på stuerne. Det må ikke være systematisk praksis,” fastslår Flemming Lunde Østergaard Hansen (S).

Kommentarer

1 kommentar om “Pædagoger lades alene i stikken”

  1. Hans Houmøller siger:

    Flemming Lunde Østergaard Hansen vil spørge vores lokale afdeling af BUPL om deres mening om sagen.
    Det skal blive interessant at høre mere om her.
    Med venlig hilsen,
    Hans Houmøller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top