Nu accepteres pædagoger i skolen
paedagog-tinderhoej-skole_016_090516.jpg
Rødovre Kommune og BUPL har underskrevet en aftale, der klart definerer, hvad det er skolepædagoger kan og skal lave i folkeskolen. Foto: Brian Poulsen
ENDELIG ENIGHED: Efter flere års kamp for anerkendelse er det nu endelig lykkedes skolepædagogerne at få papir på deres kompetencer og betydning for børnene i Rødovres skoler.

Det har været noget af en udfordring for byens pædagoger at lave en aftale med Rødovre Kommune, der definerer præcis, hvad det er pædagogerne har at bidrage med i folkeskolen efter århundredets største skolereform.
Nu har Rødovre Kommune og BUPL imidlertid underskrevet en fælles aftale, ligesom kommunen allerede gjorde med lærerforeningen i kølvandet på reformen.
”Aftalen er vigtig, fordi det er en helt ny måde for skolepædagoger at arbejde på. De er en meget større del af folkeskolen nu, og de skal gennemføre nogle af de intentioner der er i reformen. Det er vigtigt for os at få skrevet hvilke kompetencer det er, pædagogerne kan bidrage med til at løfte det sociale og det faglige niveau,” siger pædagogernes fællestillidsmand i Rødovre, Lena Grønsund.
”Skolepædagogerne er gode til at arbejde med børns sociale relationer. Vi har en anden måde at arbejde på, og kan bidrage med nogle alternative læringsformer. Vi kigger meget mere på trivsel, og børn der trives de lærer bedre. Den slags er vigtigt at få skrevet ned, så pædagogerne kan se sig selv i reformen og bliver anerkendt for deres arbejde,” tilføjer Lena Grønsund.
Hun vil ikke gå så langt som til at sige, at der er blevet set ned på pædagogerne i folkeskolen.
”Men det har været svært at forstå de kompetencer vi bringer ind i skolerummet, og vi har skulle kæmpe for vores faglighed. Med aftalen kommer pædagogerne til at kunne arbejde tidligere sammen med børnene om eksempelvis venskaber og mobning. Så det er ikke kun et papir for pædagogernes skyld, men noget, der får praktisk betydning for både børn og forældre,” vurderer Lena Grønsund.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top