Må man grine af døden
grine.jpg
Til foredraget med Dorthe Larsen og Jane Wraae kan man også købe bogen TOFU. Forfatterne donerer halvdelen af overskuddet fra salg af bogen i Danmark til Kræftens Bekæmpelse. Foto: Presse
foredrag Galgenhumor er kun for dem, der må. Men hvem må egentlig grine, når man har fået en dødelige diagnose? Det afslører vennerne Dorthe og Jane, når der er foredrag om livskvalitet og død den 19. maj klokken 19 på Rødovregaard.

Tabuer, frygt, angst, latter og venskab. De to tidligere basketspillere og bedste venner kommer vidt omkring, når de snakker om dødelige diagnoser og vores måder at forholde os til dem på.
De har været veninder i 35 år, og skrevet bogen TOFU sammen.
”Det har været et sjovt og ubesværet samvær. Masser af grin og gang i gaden, men da Jane blev syg, ændrede vores forhold sig. Pludselig var vi ikke længere kun veninder. Pludselig var vi ’Den syge’ og ’Den pårørende’. Det var dette skift i vores relation, der satte os i gang med at skrive den skønlitterære roman, vi altid har drømt om ’TOFU – et stykke af livet’, og nu fortæller vi så i foredraget den personlige historie bag romanen,” forklarer Dorthe Larsen.

Mistet kære i livet
Både Jane Q. Wraa og hende selv har haft alvorlig sygdom tæt inde på livet og mistet flere kære og nære.
”Den ene af os har fået fjernet begge sine bryster, og den anden mistede sin mor til kræften som ganske ung. I vores foredrag fortæller vi de personlige historier bag romanen. Vi fortæller, hvordan du bedst kan være med at være syg, og hvordan du bedst kan være med at være pårørende. Og vores budskab er: JA! Du må godt grine undervejs. Måske er det endda ligefrem nødvendigt at grine, når døden pludselig bliver smidt på agendaen Vi fortæller historier fra vores eget liv, der får publikum til at nikke og skraldgrine,” lover de to venner.

Annonce

Griner og græder
De fortæller dog også historier, der får tårerne frem hos publikum, og går til stålet i forhold til tabuer og frygt.
”Mange pårørende aner ikke, hvad de skal gribe og gøre i, når de står over for en, hvis liv er i krise – heller ikke selvom det er en person, de er meget tæt på. Vores budskab er, at det er misforstået hensynsfuldhed at blive væk – ikke at turde spørge ind. Spørg ind for helvede! Ja, sådan siger vi faktisk, med masser af empati vel at mærke. For det er selvfølgelig ikke let at være den pårørende, men et valg det har man altså. Et langt stykke af vejen, kan man nemlig selv vælge, hvordan man vil agere og reagere,” understreger de.

Billetter kan man købe på AOFs hjemmeside

 

FAKTA:

Dorthe Larsen (f. 1964) er opvokset i København, hvor hun netop er flyttet til igen.
Mor til en voksen datter. Lever i papirløst forhold.
Det er mange års kærlighed til bøger samt samarbejdet med Jane Wraae, der driver skriveprocessen om livets mange små og store dilemmaer.

Jane Q. Wraae (f. 1964) er opvokset i København, hvor hun stadig bor den dag i dag.
Gift og mor til to voksne døtre.
Jane er forelsket i bøger samt livets mange positive aspekter.

Forfatterparet har kendt hinanden gennem 35 år, heraf 20 år på samme basketball hold. Det er livets tabte og vundne kampe, der har givet inspiration til skriveriet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top