Altid på hjemmebane i Rødovre
steffen-klarskov_RMB-esbjerg_001_181114_BP.jpg

Steffen Klarskov

Steffen Klarskov kan atter hilse på sumpen som Rødovre-spiller, når han igen har tyren på brystet, fra den kommende sæson. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Ude godt, men hjemme bedst. Efter et eventyr i det nordjyske er Steffen Klarskov igen klar til at tørne ud på den is han elsker at kalde for sin hjemmebane. Uanset hvad farve trøjen har.

Det var små uenigheder der gjorde, at Steffen Klarskov for en sommer siden valgte at pakke skøjterne og skifte til Frederikshavn, men det er store ting, der gør, at han i dag flytter tilbage.

Store ting som traditioner og kammeratskab.

Annonce

”I Rødovre spiller man måske ikke finale hvert år, men vi går efter at vinde hver kamp og hvis vi først når slutspillet kan alting ske. Sådan er det i Rødovre. Alle spiller for klubben og for hinanden,” siger Steffen Klarskov, der har en lejlighed i byen.

Her bor han med sin kæreste, der til sommer bliver færdig med sin kandidatuddannelse.

”Det spiller selvfølgelig også ind i beslutningen, at jeg kommer tættere på mine venner og min familie,” forklarer Klarskov med et smil der strækker sig hele vejen rundt om hans ansigts ækvator.

”I Frederikshavn spiller man altid med i toppen, men man står også i skyggen af dyrt indkøbte profiler. I Rødovre ved jeg, at jeg kommer hjem og skal være en profil, der selv tager ansvar. Det kan jeg godt lide. Jeg vil gerne være den afgørende spiller, og jeg er klædt på til det nu, hvor jeg er blevet mere voksen i mit spil. Blandt andet af at have spillet de mange vigtige kampe for Frederikshavn,” siger Steffen Klarskov, der glæder sig til at blive en del af den særlige rødovreånd igen.

”I Rødovre ved man, hvad man kommer ind til. Det er et omklædningsrum med 10-15 lokale drenge med hjertet uden på trøjen, der vil kæmpe for hinanden. Alle elsker klubben og vil gøre det bedste for klubben. Derfor har jeg også en forventning om, at vi kommer i kvartfinalen mindst,” fastslår Steffen Klarskov.

Han har ikke svært ved at pege på, hvorfor Rødovre skulle nå en kvartfinale.

”Vi er en god stamme af rødovredrenge, der er opvokset i en vinderkultur. Vi går ud til hver kamp for at vinde, men vi er samtidig en flok, der er gode til at stå på skøjter. Det er man bare, når man kommer fra Rødovre,” siger Rødovres måske kommende pointsluger.

”Der er nyt ungt blod, der kommer op hvert år. Jeg ved ikke 100 procent hvem de er, men man kan bare se på dem, der fik debut sidste år, hvor gode de er. Når de begynder at tage ansvar, og der er endnu flere unge der presser os mange der næsten har 10 års erfaring fra ligaen, så kan alt ske,” tilføjer han.

Da vi prøver at få ham til at sige noget kritisk, må han lige træde sig selv så meget over tæerne, at ét af forbillederne, Michael Schmidt, nemt havde trukket en 2-minutters udvisning ud af den forsinkende forseelse.

”Jeg kan godt ærgre mig over, at der ikke er lige så stor opbakning fra erhvervslivet på Sjælland, som der er i Jylland, og som der var dengang jeg rykkede op som senior i Rødovre. Det er den eneste klub, hvor man er sikker på, at få et hold med lokale drenge, der er lige så gode som de bedste i landet, og som vil give deres højre arm for klubben. Det må da være fedt at investere penge i og støtte op om, især fordi der virkelig ikke skal mange flere penge til at forbedre Rødovres chancer og forholdene for spillerne, så de kan koncentrere sig om at spille ishockey. Mange har brugt hele dagen før træning på hårdt arbejde, og derfor skal vi kæmpe ekstra hårdt mod dem, der ikke behøver det,” siger Steffen Klarskov, der kun har rosende ord til fansene.

”Jeg glæder mig ekstra meget til at løbe på is i arenaen. Det gjorde jeg også, da jeg ikke havde hallen som hjemmebane. Der er familie og venner på lægterne og sumpen giver et ekstra pust. Det er skræmmende for alle at spille i Rødovre, når der er lidt tryk på, så det bliver da lidt sjovere, når man har fansene i ryggen,” slutter Klarskov, der har skrevet en 2-årig kontrakt med RMB.

Kommentarer

9 kommentarer om “Altid på hjemmebane i Rødovre”

  1. Dennis Jøhnk siger:

    Fedt velkommen hjem, Klarskov!

  2. Jan Krügermeier siger:

    Sådan…

  3. Rmb4ever siger:

    Klasse spiller Rødovre får tilbage.

    Opbakning fra erhvervslivet kommer også hvis direktøren eller andre i ledelsen arbejder på at de skal komme .
    Men så længe ledelsen har (undskyld sproget) fingeren i røven så kommer de aldrig til Rødovre

    Vi har grundlaget til det , vi har hallen til det, og vi har fansene til det.

    Direktøren skal bare gå en tur på omklædnings gangen med en samlebøsse i hånden og tikke lidt penge , så skal der nok være nogle af de velhavende forældre som smider lidt i kassen.

    Der bliver simpelthen ikke gjordt nok af ledelsen for at skaffe sponsore.

    Jeg synes RmbJens har fat i noget når han siger at vi skal have gang i debatten , for ellers sker der jo ingenting

    FORZA Rødovre .!!

  4. Bilderberg. siger:

    Kan vi så for helvede få et slag kraftigt hold,i år,det er ikke til at bære at vores stolte klub ikke kan konkurrere med jyde klubberne .Der må sgu da være nogle i erhvervslivet er har brug for at støtte op om Rødovre Ishockey klub.

  5. RMBjens siger:

    Det kræver at man vil gøre plads til dem i klubben. man bliver ved med at kære på et amatør plan, det går ikke når man vil have et elitehold.

  6. Egeberg siger:

    Velkommen hjem Steffen ;)) du har været savnet på holdet .. Håber andre vil følge din beslutning og komme hjem og spille ..

  7. Rmb4ever siger:

    Skak klubben i mors-Thy har flere sponsore end Rmb har.

    I dagens Danmark kommer sponsorerne ikke a sig selv mere, de skal hentes.
    Og hvordan henter man dem så, ja man lokker med at vi er det eneste hold i verden der har produceret 3 NHL spillere og måske en 4 på vej og så lokker man med at vi er det eneste hold i Danmark der består af 90 procent danskere.

    Hvis man tog fat i 10-15 firmaer så skal der nok være 1-2 stykker der hopper på , hvis man bare har lidt salgsfornemmelse og er god til at overtale så har vi altså et udemærket grundlag .

    Og hvem står til ansvar for at lokke og overtale firmaerne . Ledelsen!…..!

  8. RMBjens siger:

    Der er ingen ledelse i RMB nu taler vi snart 11år

  9. Stefan siger:

    Steffen ser frem til at være en af de bærende profiler på holdet, det siger jo lidt om hvad der er i vente….

    Endnu en sæson uden noget nævneværdigt, jeg falder snart i søvn zzzzzzzz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top