Annonce


Bred enighed om flere busser i Islev
buslinie-161-2_190310_BP.jpg
Med undtagelse af de Konservative stemte alle partier i kommunalbestyrelsen ja til fordoble antallet af busser på linje 166 i aftentimerne. Foto: Arkiv
flere busser i islev Med undtagelse af de Konservative stemte alle partier i kommunalbestyrelsen ja til at fordoble antallet af busser på linje 166 i aftentimerne. Hvis forslaget også godkendes i de øvrige kommuner, som bussen krydser på ruten, vil den fra december måned køre to gange i timen.

I dag kan borgere i Islev stige op i bus 166 én gang i timen efter klokken 18, men fra december måned kan antallet af busafgange meget vel være fordoblet i aftentimerne.

Bussen kører gennem flere kommuner på ruten mellem Hellerup og Glostrup Station, og i Gladsaxe Kommune har det længe været et ønske at få flere busafgange i området omkring Mørkhøj.
Movia har derfor udarbejdet et forslag, der vil betyde at busline 166 fremover vil gå hver halve time efter klokken 18. Busturen har otte stop i Islev og tirsdag aften skulle Rødovres kommunalbestyrelse tage stilling til, om de ville bakke op om den øgede busdrift.
Samlet set vil busforøgelsen koste Rødovre Kommune 150.000 kroner årligt, og det er penge som er godt givet ud, mener formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Svend Erik Pedersen (F).
”Vi er forpligtet til, at der er ordentlig kollektiv trafik, og med udvidelsen bliver betjeningen i Islev endnu bedre,” siger han.

Annonce

 

Dårlig business
De Konservative valgte som det eneste parti at stige af bussen. Ifølge Chris Lassen Jensen skyldes beslutningen dårlig økonomi.
”Hver gang vi bruger 15 kroner, tjener vi to. Man behøver hverken at vide hvad en businessplan er, eller have en erhvervsøkonomisk uddannelse for at kunne forstå, at så hænger regnskabet ikke sammen,” fortalte den konservative politiker om grunden til, at partiet stemte nej til sagen.
Beregninger viser nemlig, at den samlede udgift for ændringen på hele ruten beløber sig til halvanden million og at ændringen formentlig kun vil give en øget omsætning på 200.000 kroner.

En holdning der fik borgmester Erik Nielsen på banen.
”Når en businesscase kolliderer med fællesskab og solidaritet, så er der selvfølgelig en problemstilling,” sagde Erik Nielsen, der gerne ville vide om de Konservative ønskede at nedlægge alle busbusser der ikke giver overskud.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Svend Erik Pedersen (F), diskuterede også gerne busrutens økonomi, og han ser intet problem i, at linje 166 ikke er rentabel.

”Det koster penge af drive busser i Københavnsområdet, og der er kun én bus der hviler i sig selv driftsøkonomisk, så ud for den betragtning skulle vi nedlægge alle andre buslinjer,” sagde formanden for Teknik- og Miljøudvalget.

 Skal godkendes i alle kommuner

I Rødovre Kommunes tekniske forvaltning er forventningen, at det øgede antal af busser i aftentimerne samtidig vil være med til at tiltrække flere passagerer i dagtimerne, da borgere vil være mere tilbøjelige til at benytte sig af bussen, når de kan komme hjem igen med samme linje. Inden de gule busser kommer til at rulle hver halve time, skal den ændrede busplan godkendes i samtlige kommuner, hvor bussen holder ind til siden. Hvis alle øvrige kommuner gør som i Rødovre, vil den nye busplan træde i kraft fra december måned i år.

 

 FAKTA:

Buslinje 166 er en tværkommunal linje og derfor skal alle de berørte kommuner acceptere udvidelsen af busdriften. Buslinjen kører igennem Vallensbæk, Brøndby, Glostrup, Rødovre, København, Gentofte og Gladsaxe Kommuner. Såfremt ikke alle kommuner acceptere driftsforøgelsen bortfalder forslaget og linje 166 forsætter med den nuværende busfrekvens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top