Annonce


”Jeg græd da jeg forlod Avarta”
daniel_wass.jpg
På trods af nederlaget var Daniel Wass i godt humør, da vi fangede ham efter kampen. På billedet står han med sin kamptrøje fra kampen mod Real Madrid. En trøje, som du kan få fingrene i ved at deltage i konkurrencen på avisens facebookside. Foto: Red.
tæt på wass Han er familiefar, landsholdsspiller og til dagligt står han over for troldmændene Messi og Ronaldo i verdens bedste fodboldliga. Han lever det liv, som drømme er lavet af, og det hele startede på Avartas knoldede baner. Vi har besøgt Daniel Wass i Spanien.

Størstedelen af de mange tilskuere pifter, da Daniel Wass igen ryger i græsset efter en hård tackling. Han tager sig til anklen og skær en grimasse.
Real Madrids anfører Sergio Ramos signalerer hånligt med hånden, at danskeren skal rejse sig igen, inden han lunter på plads i forsvaret.
Det er tredje gang i 1. halvleg at hjemmeholdets spillere må stoppe Daniel Wass med ulovlige midler.
Der er blå himmel over Santiago Bernabéu, men alligevel smådrypper det sporadisk ned over spillerne på banen. Måske som en straf til spillerne fra oven. De dyrt betalte spillere har ikke leveret, og utilfredsheden blandt hjemmeholdets fans er så småt begyndt at brede sig. Målene er udeblevet, og spillet har ikke været prangende. Real Madrid bliver kaldt kongeklubben i Spanien, men der er intet royalt over deres spil denne lørdag eftermiddag i den spanske hovedstad.
På det snorlige græstæppe løber danske Daniel Wass rundt. Han styrer midtbanen for udeholdet Celta Vigo, og indtil videre går alt efter planen.
Celta Vigo lever på giftige omstillinger, og indtil videre har de med et forsøg på overliggende været tættest på en scoring.
Det er første gang, at Daniel spiller på Real
Madrids hjemmebane Santiago Bernabéu. Han kan godt lide at spille på de store berømte stadions, men under kampen skænker han det ikke en tanke. Når først bolden ruller, er det ligegyldigt, om han står over for Ronaldo, Messi eller en helt tredje. Når kampen er i gang, handler det kun om at vinde og få point med hjem.

Glemmer aldrig Avarta
Inden modstanderne hed David Beckham, Zlatan Ibrahimovic og Lionel Messi har Daniel Wass været igennem en fodboldopdragelsesrejse, der startede lokalt i en grøn Avarta-
trøje. Daniel voksede op i Brøndby Nord og selvom Brøndby IF lokkede, var der kortest til Espelunden på Korsdalsvej. Derfor var det her, at fodboldstøvlerne blev snøret og de første pokaler blev vundet.
”Det var en fantastisk tid. Jeg har kun positive ting at sige om Avarta og de mennesker, der var omkring mig. Jeg husker venskaberne og holdånden. Vi kom virkelig godt ud af det med hinanden, og når vi var færdige med at spille kamp om lørdagen, fortsatte vi tit i Rødovrehallen,” husker Daniel, der startede i Espelunden som 4-årig og fortsatte i klubben i små 10 år.
På banen var han god i de spæde teenageår, men ikke i en sådan grad at han skilte sig væsentligt ud. Det var holdet, der var i fokus i Avarta, husker den blonde fodboldspiller.
”Jeg var da en af de bedre på holdet, men jeg var på ingen måde stjernen. Det var holdet, der var stjernen. Jeg vil aldrig glemme min tid i Avarta. Det var der, jeg fik min fodboldopdragelse,” fortæller Daniel Wass.
Lars Widén var træner for den talentfulde årgang ’89 og han husker Daniel som en dygtig fodboldspiller, men ikke som en spiller, hvor det stod skrevet i stjernerne, at han en dag skulle repræsentere landsholdet og være udenlands-
professionel.
”Daniel havde et åbenlyst talent, men det var der mange på holdet, der havde. Holdet var en af klubbens mest talentfulde årgange. Daniel var en klog fodboldspiller med hurtige fødder. Han var en super stærk dribler, og talentet blev mere og
mere indlysende jo ældre han blev. Han skulle videre på et tidspunkt, og det var det rigtige at skifte væk som et led i hans udvikling,” husker Lars Widen, om de mange år som træner for Daniel. Han husker, at holdet var en sammentømret flok, der havde et fantastisk sammenhold.
Daniel har de samme minder fra de tidligere Avarta-dage, og derfor husker han også tydeligt den dag, hvor det var slut og han skulle sige farvel til holdkammeraterne.
”Det var meget hårdt. Jeg gik ud på banen sammen med min far, og jeg græd, da jeg gik tilbage til parkeringspladsen. Det var slet ikke sjovt at sige
farvel til mine venner på den måde. Jeg var jo sindssygt glad for at spille i klubben,” husker Wass om den tunge beslutning, der var nødvendig, hvis talentet skulle dyrkes.

Annonce

Ydmyget i 45 minutter
Stadionuret har rundet 56 minutter. Duften af point for udeholdet Celta Vigo er begyndt at smuldre. Daniel Wass bliver tacklet midt på banen, men får
ikke friskpark trods appeller. Øjeblikket efter er det Real Madrid, der får frispark på kanten af feltet. Daniel tager opstilling i muren, mens den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo omhyggeligt placerer læderkuglen på græstæppet. Daniel Wass tager den ene hånd op for at beskytte sit ansigt, men han kan hverken gøre fra eller til. Ronaldo tordner bolden over muren og helt op under overliggeren. Den sidste halve time bliver et langt stormløb mod Celta Vigos mål. Real Madridspillerne gør, hvad det passer dem og da Daniel Wass efter 77 minutter bliver skiftet ud er hans hold bagud 5-1. Fra bænken kan han se Real Madrid fortsætte målrusen med yderligere to mål. Det startede godt, men endte med en ydmygelse af de større.

Det naturlige skridt
Lysten til at forlade Avarta var ikke stor, men Daniel var helt bevidst om, at det var det eneste rigtige valg, hvis han ville fortsætte sin udvikling.
I Brøndby var han nabo
til den talentfulde fodboldspiller Pierre Kanstrup, der havde held med at overtale Daniel til at komme til en prøvetræning i Brøndby IF. Træningen gik godt og Daniel skiftede fra Avarta til Brøndby.
”Hvis man skal blive til noget, skal man tage chancen, når den kommer. Jeg ville gerne prøve mig af, selvom det var et svært valg. Jeg stortudede, da jeg sagde farvel til drengene, men det var det, der måtte ske, hvis jeg ville bevare drømmen om at spille med de bedste. Det handler om hele tiden at udvikle sig,” fortæller Wass.
I Brøndby fortsætter Daniel sin positive udvikling på trods af, hvad han selv kalder nogle turbulente år. Han får bidt sig fast i startopstillingen, og kommer i flere udenlandske klubbers søgelys. I 2011 skifter han til den portugisiske storklub Benfica, der herefter straks lejer ham ud til den franske klub Evian.
I Frankrig bliver han hurtigt en profil og med vig-
tige scoringer er han med til at spille klubben i pokalfinalen og redde klubben fra nedrykning. Danske og udenlandske medier skriver om et prisskilt på op mod 50 millioner kroner for de danske ben. Da Evian sidste sommer rykkede ud af den bedste franske række, efter i flere år at have reddet sig med nød og næppe, er et skifte næsten uundgåeligt. Hvis Daniel forsat vil være en del af det danske landshold, skal han videre.
Spanske Celta Vigo er en af bejlerne og i sommers satte Daniel sin underskrift på en fireårig kontrakt.
”Jeg ville gerne til en af de store ligaer, og der var en mulighed i Celta Vigo, da Krohn Dehli skiftede væk. (Michael Krohn Dehli, dansk fodboldspiller der forlader Celta Vigo, red).
Jeg var nede og besøge klubben sammen med min agent, og jeg syntes godt om klubben,” fortæller Daniel om skiftet, der også bliver modtaget med bredde smil i barndomsklubben Avarta. Som rugeklub for den danske fodboldspiller får Avarta nemlig en pose penge hver gang Daniel skifter klub. En betaling for den andel Avarta har i succesen. Indtil videre har det givet mere end 100.000 kroner i kassen, og pengene bliver øremærket talentudvikling, så der forhåbentlig bliver lokale fodboldspillere, der kan springe ud på den store fodboldscene.

Vil helst være anonym
Med let uglet hår, rød træningsdragt og en slukøret grimasse kommer Daniel Wass gående ind i presseområdet under Bernabéu.
Der er et stort opbud af lokale og udenlandske journalister under Santiago Bernabéu. Alle skal de have interviews med dagens aktører til tv, radio og morgendagens aviser.
Daniel undgår gerne presseområderne, hvis han kan blive fri. Han har det fint med at være den anonyme spiller, men stiller altid op til interviews, hvis han bliver spurgt.
Det er derfor, han nu befinder sig i presseområdet under Real Madrids hjemmebane. For at imøde-
komme forespørgslen fra Rødovre Lokal Nyt.
”Det var lidt af en nedsabling,” opsummerer Daniel, efter at vi har givet hånd. Real Madrids franske træner Zinedine Zidane holder pressemøde, så de øvrige journalisters fokus er for en stund rettet mod franskmanden.
”Vi er egentlig godt med i første halvleg, og det var blevet en helt anden kamp, hvis vi var kommet foran,” siger Daniel oven på det store nederlag. Et nederlag, som hurtigt muligt skal glemmes, for der er vigtige kampe forude. Før sæsonen var målsætningen at undgå nedrykning, i øjeblikket kæmper Celta Vigo om en top 5 placering, der i næste sæson vil give adgang til europæiske turneringer.
”Indtil videre har vi haft en rigtig god sæson, og Real Madrid er ikke et hold, vi skal måle os med. Vi har nogle spændende kampe forude mod hold, hvor vi skal have point,” fortæller Daniel.

Fundet sig til rette i det spanske
Efter interviewet med lokalavisen, altså den i Rødovre, går turen mod lufthavnen, hvor der venter en times flyvning, inden de er hjemme. Ofte overnatter Daniel og holdkammeraterne på hotel, når de spiller udekampe, men ikke i aften. Spillerne har været i Madrid længe nok.
I stedet rejser de direkte til Vigo i det nordvestlige Spanien. En havneby med små 300.000 indbyggere, hvor Daniel og familien hurtigt har fundet sig godt til rette.
De bor midt i byen i en stor lejlighed. Tæt på caféer, gågaden og det pulserende liv.
”Det er en noget større by end Evian, og samtidig er her et venligere folkefærd. Det er en af de forskelle, jeg kan mærke. De er især søde og rare over for mine børn,” fortæller Daniel, der har to døtre sammen med sin kone Mie.
”Vejret er også bedre i Spanien,” griner Wass om livet i det spanske.
”Min datter går i en kanon skole, og til sommer starter min anden datter også i skole. Vi har fundet os godt til rette i Vigo. Fodbold er det største hernede, og klubben betyder meget for fansene. Der skal tages mange billeder og skrives autografer, men det giver jeg mig altid tid til,” fortæller den danske fodboldspiller, der kan se frem til at skulle bo i den spanske havneby de næste tre år, hvis han bliver i klubben i hele sin kontraktperiode.
”Jeg lever i nuet og tænker ikke så meget over, hvilke muligheder jeg måske får i fremtiden. Jeg har forpligtet mig til at blive i klubben i fire år og jeg forventer at blive i klubben i den periode,” siger Wass. Det betyder, at Avarta ikke lige umiddelbart skal forvente flere Wass-penge til det lokale talentarbejde i de kommende år.
”Der kan nå at ske mange ting. Jeg er glad for, at Avarta kan drage fordel af mine klubskifter. Det er godt at kunne give noget igen, og måske bliver det til flere penge på et tidspunkt.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top