Uenige om sundhedsmål
chris-lassen-jensen_003_120216_BP.jpg
Konservative Chris Lassen Jensen kalder det dårlig ledelse, at man betegner det som et opnået mål, når man kun er nået 90 procent af vejen på flere af tiltagene i sundhedsplanen. Foto: Brian Poulsen
sundt i sigte Har man nået sit mål, hvis man har afholdt ni vellykkede møder, når man havde planlagt 10? Det mener Det Konservative Folkeparti ikke, og peger fingre mod ledelsen i kommunen.

Selvom sundhedsplanen er en af Rødovres absolut mest omfattende afrapporteringer, raser de konservative medlemmer af kommunalbestyrelsen nu over dét, som de kalder sminkning af resultaterne.
“Vi får en oversigt over de indsatser, der har været i løbet af året, og hvor langt man er nået i forhold til de mål, man har sat. Den forventer vi er overskuelig, men i seks ud af de 24 mål, kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om det er stillet godt nok op. Det ser ud, som om man har nået målene, selvom man tydeligvis
ikke har nået præcis de mål, man stillede fra start,” siger Chris Lassen Jensen (C).

Hvor mange møder
Et eksempel er, at forvaltningen siger, man har nået målet i forhold til antallet af dialogmøder, selvom man ikke har nået at holde så mange, som planlagt.
Den diskussion kalder formand for Social- og Sundhedsudvalget, Britt Jensen (S), for helt akademisk.
“Det er ikke alting, der kan måles på direkte, men på sundhedsområdet har vi netop lavet en rapport, der er en af de mest fyldestgørende i hele kommunen. Det er langt dybere, end vi normalt har gjort det, fordi vi vil vide, hvad der virker og hvad der ikke gør. Resultaterne kan vi først se, når vi får vores sundhedsprofil til-
bage. Det er vigtigt at holde hanke i vores aktiviteter, og det gør sundhedsplanen glimrende,” siger hun.

Et spørgsmål om farve
Når politikerne skal tage stilling til sundhedsplanen har de fået ekstra hjælp af forvaltningen, der altså har målt sig selv, i form af farvelagte kasser. Grøn, når målet er nået, og rødt, når det ikke er.
“Så hvorfor farver man ikke de seks kasser røde, og giver en ærlig forklaring på, hvorfor man ikke har nået det opsatte mål. Der er med garanti gode forklaringer. På den her måde ser det ud, som om man skjuler noget, og det dækker i min Verden over en syg ledelseskultur. Hvis man skal måle noget, så skal man også have en overskuelig måling, så man kan ændre målene til noget mere realistisk,” understreger Chris Lassen Jensen.

Ledelsens ansvar
Han foreslår, at forvaltningen med borgmesteren i spidsen tager kritikken til sig, til næste gang, der skal foretages afrapportering på sundhedsområdet.
“Men hvis man skulle udpensle alle forklaringer under hvert eneste mål, ville det blive meget mere
omfattende,” siger Britt Jensen.
“Der er i år en 45 siders rapport. Skal vi så have 250 sider? Vi følger hver eneste sted i dybden. De steder, hvor der er nogle ting, der ikke stemmer helt overens, der bliver justeret. Når man sætter mål, er det fint, man sætter dem så ambitiøst, at vi rykker på sundhedsområdet, men om der er holdt ni eller 10 møder i løbet af et år, er en akademisk diskussion,” siger Britt Jensen og tilføjer:
“Det her er kun afrapporteringen. Det er ikke indsatsplanen. Den diskuterer vi først i næste måned. At rakke det her ned til en eller anden akademisk diskussion er politisk plat.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top