Dobbeltmoral – C
04-Britt-Jensen.jpg
Britt Jensen svarer igen på Kim Drejer Nielsens indlæg om 'den gode tone' i KB-salen. Foto: Arkiv
debat Det har været kendetegnende for Rødovre kommunalbestyrelse, at vi gennem årene har haft en god og ordentlig tone. Nu beklager de konservative sig over tonen i kommunalbestyrelsen – men hvad er egentlig baggrunden?

Konservative forsøger at ’snige’ et borgermøde ind ad bagvejen i en sag, hvor et stort flertal af kommunalbestyrelsen allerede har truffet en anden beslutning. Det er uhørt og dårligt politisk håndværk.
Det er efter min bedste overbevisning urutineret og politisk plat at forsøge at få Roskildevej med som fokus-byområde i kommuneplanarbejdet – og så længe efter forarbejdet er foretaget.
Og det vil naturligvis afføde reaktioner fra de politiske modstandere! Og uanset rang og stand i kommunalbestyrelsen, må man regne med at få svar på tiltale, når man stikker ’snuden’ frem – især hvis man bliver afsløret i dårligt politisk håndværk!

Hvad havde C egentlig regnet med?
Jeg vil gå så vidt at kalde det en nedvurdering af
sine politiske modstandere. Samtidig med, at det ville forhale hele kommuneplanarbejdet, som formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Svend Erik Pedersen så fint har redegjort for på kommunalbestyrelsesmødet i januar og efterfølgende indlæg i Lokal Nyt.
Hvis området var så vigtigt for de konservative, hvorfor har man så ikke peget på det for længst? Der er jo gået lange forberedelser forud for godkendelse af kommuneplanstrategien.

Antyder selv aftalt spil
Og når Kim Drejer Nielsen på denne måde ophæver sig til en ’ren engel’ og fortaler for ’den gode tone’ i den politiske debat, hvorfor gælder det så kun i nogle sager – og ikke hele tiden – og aldrig for ham selv?
Hvorfor antyder Kim Drejer Nielsen for eksempel i debatten om Damhus-sagen, at forløbet var aftalt spil? Er det ’god politisk tone’?
Eller hvorfor tillader Kim Drejer Nielsen for eksempel senest, at sit gruppemedlem Chris Lassen Jensen kalder målene i sundhedshandleplanen for ’et udtryk for en syg ledelseskultur’? Nå ja, Chris Lassen Jensen har følt sig misforstået – men han har endnu ikke dementeret citatet på rnn.dk – er det godt politisk håndværk og ’god politisk tone’?
Hvis de konservative går så meget op i tonen i den politiske debat, så fej for jeres egen dør først, i stedet for at fremstille jer selv som ofre og ’de rene engle’. Det er dobbeltmoralsk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top