Kritik skal ses som en gave
Anders-liltorp_002_280815.jpg
Formanden for Rødovre Lærerforening, Anders Liltorp, blev i starten af december måned valgt ind i hovedstyrelsen hos Danmarks Lærerforening. Foto: Arkiv
ny post Den lokale lærerformand, Anders Liltorp, skal nu til at tænke skolepolitik, der går ud over kommunegrænsen. 1. december blev han valgt ind i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.

Han fortsætter som formand for Rødovre Lærerforening, men det bliver på nedsat blus. Anders Liltorp blev i starten af december måned valgt ind i hovedstyrelsen hos Danmarks Lærerforening.
”Vi har et stærkt hold lokalt, så der er mange andre til at varetage opgaverne i Rødovre Lærerforening,” siger det nyvalgte bestyrelsesmedlem, der især under lærerkonflikten 2013 var synlig her i avisen. Og det var netop konflikten og den langvarige lockout, der ansporede Anders Liltorp til at meddele sit kandidatur til hovedstyrelsen.
”Jeg havde gjort mig mine overvejelser inden, og lockouten blev udslagsgivende. Det blev tydeligt for mig, at der skulle ske noget. Samarbejdsklimaet var elendigt og respekten for lærerfaget var på nulpunktet. Det kan ingen holde til, og det vil jeg arbejde på at forbedre i hovedstyrelsen,” siger Anders Liltorp.

Løn og gode forhold
Som nyvalgt hovedstyrelsesmedlem vil Anders Liltorp samtidig arbejde for kollektive aftaler om arbejds- og lønforhold, uanset om medlemmerne arbejder i Rødovre, Rønne eller Randers.
”Jeg vil arbejde for at der sker konkrete forbedringer, så lærerne oplever, at det bliver nemmere at lykkes med deres opgaver. Fra hovedstyrelsen skal der komme endnu tydeligere udmeldinger, og vi skal forsøge at skabe en endnu bedre kultur, hvor medlemmerne ikke er bange for at ytre sig, og hvor kritik ses som en gave,” siger Liltorp.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top