Annonce
To uger som volontør
work-camp-artikel-2.jpg
For Amalie, tv., handlede denne oplevelse om at tage springet. "Af den samme grund ville jeg vælge en oplevelse som bungeejumping, følelsen af, at man flytter grænser, tvinger sig ud af sin komfortzone. Gør noget ekstraordinært og måske gøre en lille forskel," siger hun. Foto: Privat
u-land Unge dropper stranden og bruger sommeren på at renovere gammelt tjekkisk bibliotek. Kedeligt? Det synes de ikke selv.

Der stod jeg så, alene i lufthavnen. Scenariet om frivilligt arbejde havde jeg forestillet mig i lang tid, men at disse tankestrømme havde ført mig her til, at stå mutters alene i lufthavnen, var nok en af de bedste beslutninger, jeg havde taget.
At jeg fik skubbet mig selv det sidste stykke gjorde både, at jeg formåede at fare vild, få sved på panden samt skrammer hist og her, men det var det hele værd.
Normalt når vi tager afsted med tanken om, at vi vil opleve en ny kultur, en ny befolkning, et nyt land, ender vi i virkeligheden tit med at se alle de steder, hvor alle de andre turister er, og de eneste møder vi opnår med lokalbefolkningen er, når de ekspederer os på en overfyldt restaurant, hvor 90 procent er turister.
Misforstå mig ikke. Jeg har ikke noget i mod charterrejser, jeg havde bare lyst til at prøve noget nyt. Det er mit indtryk, at mange unge over hele verden har det på samme måde.

Frivilligt på arbejde
Kulturen i Tjekkiet blev oplevet, uden filter, i en lille by, hvor de eneste mennesker omkring mig var fremmede fra enten Tjekkiet eller volontører fra andre lande. Fra vores work camp i Tjekkiet oplevede vi nye sprog og mad fra henholdsvis Italien, Frankrig, Rusland, Korea og Tyrkiet.
Jeg har aldrig oplevet en så melankolsk følelse, der kom over os volontører, da den første forlod Tjekkiet. Efter deling af historier og traditioner fra vores hjemlande, efter to ugers arbejde med rekonstruktion af et gammelt bibliotek og efter to uger med nye primitive vaner, hvor helt simple ting, blev mere værdsat, hang der en næsten sørgelig stemning over os den sidste aften.
Jeg har aldrig nogensinde savnet mit eget hjem så meget, og de goder man formentlig ikke værdsætter nok, omvendt har jeg heller aldrig nogensinde oplevet en kultur så oprigtigt og intenst.
Trods sprogbarrierer og hårdt arbejde er dét, at stå i et andet land samlet med mennesker fra forskellige lande, fremmede, der alle er kommet til det samme sted for, at skabe en lille forandring, dette er en dannelsesrejse kun en time og tyve minutter væk.
Jeg tror ikke nødvendigvis, man behøver at flyve ned til det fattigste land for at få sådan en oplevelse. Det behøver ikke være et U-land, det behøver ikke at være på et helt andet kontinent, eller i flere måneder eller år. Jeg tror på, at selv de små forandringer, i et ellers velfungerende land som Tjekkiet, kan gøre en forskel for en lille landsbys befolkning og dig selv.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top