Annonce

Lad lortet brænde
slotsherrensvej400_001_080615.jpg
Det er grunden her, som Kim Strunge er utilfredse med bliver brugt til splatterkrige. Foto: Brian Poulsen
læserbrev Igen skal man være vidne til ildspåsættelse på amtets og kommunens gamle grund, Slotsherrensvej 400.

Hold da helt op, hvor har vi i de sidste 3 år været på tasterne for at “vække” kommunen, politiet og ikke mindst brandvæsenet.
Igen i dag havde en gruppering af det danske folk fundet ud af, at det gamle amtskommunale saltlager beliggende Slotsherrensvej 400 atter en gang skulle udsættes for tændvæske, tændstikker og kraftig røgudvikling.
Vi har alle været unge en gang og det der med ild, har da nok kunnet “tænde én af” og derfor skal denne bandbulle ikke rettes mod de unge, der ikke kan finde tid til andet, men snarere til kommunens politikere og forvaltning, der meget mere end én gang er blevet gjort opmærksom på problemerne omkring den tomme grund og de problemer, en tom og efterladt bygning vil kunne afføde.

Uhyrligheder
Vi har, i egenskab af at være naboer til uhyrlighederne, indtil flere gange, haft kontakt til Vestegnens Politi, da den tomme grund har været benyttet til “hjemmeværnsøvelser” – “Borgerkrig” og andre splatter-krige, der har affødt både splatterpatroner og plast-kugler i vores have. Lad mig med det samme sige, at det ikke er sagen, når man i et uskyldigt øjeblik spiller lidt fodbold med børnebørnene.
Politiet har så igennem flere måneder valgt at meddele, at man ikke har ressourcer til den slags “forbrydelser”.

Annonce

Lurepasser
Jeg er nødt til nu at spørge det politiske niveau, hvor vidt man har tænkt sig at lade en investor afvente letbanens komme, for dermed at lade investeringsselskabet på Slotsherrensvej 400 “score kassen” på en ekspropriering i 2020 – eller om man kan se og forstå, at problemerne omkring førnævnte adresse er så markante, at en ekspropriering skal finde sted snarest muligt.
I dag havde vi besøg af ikke mindre end 4 brandbiler med måske omkring 12 – 16 brandfolk samt en politibil med 2 betjente, der på trods af manglende ressourcer var nået frem til åstedet. Hvad kan det mon koste på en solskinsmættet Grundlovsdag.
Snarlig handling
Nu er der altså nogen med kommunalt ansvar, der må trække i arbejdstøjet og få dette problem elimineret. Såfremt det ikke sker, må man som økonomisk bevidst borger henstille til, at der ved brand i de forladte bygningerne ikke ringes til brandvæsen og politi, da det er alt for omkostningsrigt.
Vi er med andre ord en del Rødovre-borgere i denne del af Islev, der ser frem til jeres snarlige svar og ikke mindst snarlige handling.

Kommentarer

1 kommentar om “Lad lortet brænde”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top