Million til Mighty Bulls
WEB_jubel_RMB-aalborg_047_200215_BP.jpg
Det ser ud til, at Mighty Bulls får noget at juble i silly season.
ishockey Står det til Kultur- og Fritidsudvalget, bliver gælden til Rødovre Mighty Bulls ApS eftergivet, og samarbejdet intensiveret. Flertallet i kommunalbestyrelsen bakker op om en eftergivelse af gælden. Til gengæld vil alle børn til og med 14 år komme gratis ind og se eliteishockey.

Det er netop kommet på dagsorden, som oplæg til kommunalbestyrelsen i Rødovre, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler, at man eftergive Mighty Bulls gæld.

Der ser ud til at være flertal for forslaget, da både Socialdemokraterne og Enhedslisten melder positivt tilbage, og de alene har flertal i kommunalbestyrelsen. I begrundelsen fra Kultur- og Fritidsudvalget står der blandt andet:
”Det kan oplyses, at klubben i perioden 2013/2014 havde et overskud før skat på 25.000 kroner Dette overskud ses som værende positivt, men i lyset af at klubben har et behov for at opbygge en positiv egenkapital, som pr. 30. juni 2014 udgør minus 1.326.154 kroner lever klubben ikke op til selskabsloven og Dansk Ishockey Unions kapitalbestemmelser. Bestyrelsen finder derfor ikke resultatet tilfredsstillende.”

Desuden er det et krav fra politikernes side, at alle børn til og med 14 år, som bor i kommunen, skal kunne gå gratis til ishockey, og de professionelle ishockeyspillere skal besøge folkeskoleklasser. Sådan lyder to af elementerne i det udvidede samarbejde, som forvaltningen lægger op til.
Til gengæld skal kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune stemme om eftergivelse af en femårig gammel gæld på 1.100.000 kroner.
”Vi har endnu ikke fået noget af kommunen, og før at det er blevet stemt igennem, så kan vi ikke rigtig forholde os til det,” siger ishockeydirektøren, Brian Møller.

Kolossalt arbejde for børn og unge
Forslaget møder opbakning blandt kommunalbestyrelsen, som skal stemme om vedtagelse på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag 24 marts.
“1,1 million kroner er en stor post, der kunne bruges mange steder, men ishockeyklubben betyder noget for Rødovre. Klubben udviser social ansvarlighed, og gør et kolossalt arbejde for børn og unge i kommunen. Derfor støtter vi op om forslaget” siger Peter Mikkelsen, kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten.

Socialdemokratiets Michel Berg fra er enig.
”Lånet er blevet en møllesten for klubben. Derfor skal vi sikre en bæredygtig fremtid for ishockey i Rødovre.”

Chris Lassen Jensen, som er kommunalbestyrelsens yngste medlem. Han og de konservative er imod at eftergive lånet til ishockeyklubben.
”Vi har stemt imod at låne dem penge fra starten af, og mener bestemt ikke, at der skal eftergives nogle penge.”

Han håber på opbakning fra Dansk Folkeparti, som tidligere har været modstander af at låne Mighty Bulls penge, men som han siger, så kan socialdemokratiet gøre, hvad de vil, så længe de har et af kommunalbestyrelsens andre partier med sig.

Fortidens synder
I 2010 rystede hele ishockey-Rødovre i bukserne, klubben var få dage fra at gå konkurs. Der måtte beskæres i truppen, og de, der var tilbage, accepterede en betydelig lønnedgang. Alt sammen for at undgå en konkurs, der ville medføre tvangsnedrykkelse til 1. division.
”Det var et beløb som kommunen og private virksomheder lånte os. Groft sagt, så kunne det betale sig at gå konkurs dengang, men den daværende ledelse ønskede ikke at blive degraderet til 1.division. Man ønskede, at klubben skulle forblive i den bedste liga,” fortæller Brian Møller, der også kalder gælden for en stor møllesten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top