Annonce


Falsk vikar slår til igen
tricktyv.jpg
Nu er der igen en falsk lærervikar på spil. Den 14. marts forsøgte han at snyde borgere på Skærbækvej. Foto: Bee-Line
SVINDEL OG HUMBUG: Flere beboere på Skærbækvej har haft besøg af en plattenslager, der sælger postkort og udgiver sig for at være lærervikar på Rødovre Skole. "Brug jeres sunde fornuft," lyder opfordringen fra politiet.

Opskriften er den samme, så noget tyder på, at det velkendte trick virker.
En falsk lærervikar har i flere år besøgt byen for at stemme dørklokker og lokke godtroende borgere til at købe postkort til overpris. Med løfte om at pengene gik til den lokale skoles lejrtur, har den falske vikar i årevis franarret penge for borgere, der troede, at de støttede skoleelever.
Vi skrev senest om den falske lærervikar tilbage i 2013, men nu er han på spil igen. Det fortæller Steen Hendriksen fra Skærbækvej, der havde besøg af ham den 14. marts.
“Det var en herre, som udgav sig som lærervikar for en 7. klasse på Rødovre Skole. Han ville sælge fødselsdagskort, som skulle indbringe penge til en lejrskole, som kommunen ikke ville bidrage til. Manden sagde at indsamlingen var omtalt i lokalavisen,” fortæller Steen, der ikke hoppede på en rørende fortælling, men i stedet afviste manden.
Indsamlingen har ikke været omtalt i Rødovre Lokal Nyt, og på Rødovre Skole afviser de, at lærervikaren kommer fra skolen.
“Desværre oplever vi tit, at der foregår diverse indsamlinger med påskud om, at det er til en skolerejse eller lignende. Denne gang er det vores skole, der bliver nævnt. Vi benytter os ikke af sådanne indsamlinger. Så desværre har indsamlingen ikke været reel,” lyder det i et svar fra Rødovre Skole.

Det gør vi ikke
Rødovre Kommunes skolechef, John Kronbak, kan fortælle, at Rødovres skoler slet ikke benytter sig af den slags indsamlingsmetoder.
“Vi samler ikke penge sammen på den måde. Jeg kan ikke huske, at skoler har gjort det nogensinde,” siger han.
Hos Københavns Vestegns Politi lyder meldin- gen, at man, som borger, skal være skeptisk, hvis en person retter henvendelse direkte til borgernes egen bopæl for at foretage dørsalg.
“Når der er landsindsamlinger til nødhjælpsorganisationer eller Kræftens Bekæmpelse, er indsamlerne let genkendelige og her behøver man ikke være skeptisk, men det skal man være, hvis en person uden legitimation vil sælge postkost for at hjælpe den lokale skole,” siger vicepolitikommissær Henrik Hougaard.

Annonce

4 kommentarer om “Falsk vikar slår til igen”

  1. Mette siger:

    Han har også været forbi Rødovre Parkvej ved Brandholmsparken i 2014. Mener det var sommer/efterår.

  2. Christian siger:

    Han var på Frederiksberg i går, 22/6 2015, i opgange/ejendomme nær Frederiksberg Centeret. 35-45 år, dansk, liiidt forhutlet at se på, i en grå sweatshirt, meget korthåret/lyshåret tæt på skaldet. Den falske vikar er tilbage.

  3. Christian siger:

    Han var på Frederiksberg i går, 22/6 2015, i opgange/ejendomme nær Frederiksberg Centeret. 35-45 år, dansk, liiidt forhutlet at se på, i en grå sweatshirt, meget korthåret/lyshåret tæt på skaldet.

  4. Christel siger:

    Han var på Østerbro (Lersø Parkalle) her til aften, tog nogle nøgler i døren hos vores overbo og stjal deres bil. Lyshåret,blåøjet med dunjakke og gråjoggingbukser (samme historie som ovenfor), tatovering op ad halsen og en “mini”hanekam. Han solgte postkort til 30 kr til sin lejrskoleindsamling. Vi gemte postkortet til fingeraftryk til politiet, de siger at de muligvis er interesserede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top