Skruer op for informationen
roedovre-kommune.jpg
Rødovre Kommune vil til efteråret sende deres eget nyhedsbrev på gaden. Kommunebladet vil udkomme én gang om måneden. Foto: Brian Poulsen
nyhedsbrev Kommunalt nyhedsbrev erstatter Pensionisthåndbogen, Affaldshåndbogen og skal samtidig fungere som velkomstpakke til borgere og virksomheder. "Spild af penge," lyder det fra de Konservative, der ikke kan se meget fidus i, at poste en million kroner i et husstandsomdelt kommuneblad.

Kommunalbestyrelsen godkendte på januarmødet, at der skal bruges 950.000 kroner på at producere, trykke og omdeles et kommunalt nyhedsbrev 10 gange årligt.
Det kommende nyhedsbrev kommer for første gang på gaden i efteråret, og brevet skal erstatte kommunens øvrige husstandsomdelte udgivelser.
Idéen om et kommunalt nyhedsblad blev ikke modtaget lige vel fra alle sider af det politiske landskab i byrådet. Hos de Konservative havde Chris Lassen Jensen svært ved at se, hvorfor Rødovre Kommune i disse digitaliseringstider har behov for at lege bladudgiver.
“Hvordan det går i forening med idéen om at være en digital kommune, at vi skal til at udsende nyhedsbreve, har jeg svært ved at forstå. Vi er gået væk fra at trykke et stort antal budgetter, lokalplaner og politiske beslutninger, og ligge dem på bibliotekerne, for at skåne miljøet og vores økonomi. Derfor har jeg svært ved at se, hvad formålet er med at udsende et nyhedsbrev 10 gange årligt til en pris på en million kroner,” sagde den konservative politiker på mødet.
Den udmelding blev modtaget og returneret lettere hånligt fra borgmester Erik Nielsen (S), der direkte rettet mod de to Konservative medlemmer Chris Lassen Jensen og Kim Drejer Nielsen, spurgte, at det efterhånden var Konservatives standpunkt at stemme nej til nytænkning.
“I skal i hvert fald ikke være med i noget der er nyt eller noget der fremdrift i,” sagde borgmesteren, inden at sagen blev sendt til afstemning og godkendt med stemmerne 17 mod to.

Hjælp til pensionister
Efter planen skal nyhedsbrevet udkomme fem gange i 2015 og 10 gange årligt fra 2016. I nyhedsbrevet vil der være kommunale informationer, som borgerne tidligere kunne finde i Pensionisthåndbogen og Affaldshåndbogen.
“Der er et behov for at informere især vores ældre borgere. Jeg tror, at dette tiltag vil falde i god jord hos den tredjedel af vores borgere der er pensionister og har brug for meget detaljeret og konkrete oplysninger på, hvordan deres boligtilskud, personlige tillæg og pension er skruet sammen,” fortalte Socialdemokraternes gruppeformand, Britt Jensen.
Det var Chris Lassen Jensen enig i.
“Vi er ikke uenige i at sende information til de pensionister, der ikke er digitale. Men der er ingen grund til at sende til resten af Rødovres befolkning og hvorfor 10 gange om året,” spurgte han på mødet.

Ingen klumme til borgmesteren
Rødovre Kommune ansætter en journalist, der skal stå for udarbejdelsen af kommunale historier, men borgmester Erik Nielsen understreger, at nyhedsbrevet ikke bliver et rosenrødt skønmaleri af kommunen.
“Vi har ikke tænkt os at lave borgmesterens klumme. Vi mener, at det er klogt at komme ud med noget objektiv information til borgerne i Rødovre. Vi får brug for mere kommunikation i de kommende år, og derfor benytter vi os af nye og andre platforme,” lød det fra Erik Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top