Annonce

Rygter om beskyttelsespenge svirrer i Islev efter hærværksbølge
Frisør1-b.jpg
Sådan så to frisørsaloner ud på Islevbrovej efter at de i november måned sidste år var udsat for hærværk. Foto: red.
politi Flere erhvervsdrivende på Islevbrovej har det sidste halve år været udsat for hærværk. Rygterne siger, at kriminelle står bag og at de nu forlanger beskyttelsespenge.

Rygter om beskyttelsespenge svirrer lystigt i området omkring Islev Torv, efter at tre erhvervsdrivende siden august måned har været udsat for hærværk.
Flere beboere i området har uafhængigt af hinanden fortalt til Rødovre Lokal Nyt, at rygtet i bydelen går på, at kriminelle har forlangt beskyttelsespenge af de erhvervsdrivende.
Bølgen af hærværk begyndte i begyndelsen af august måned sidste år, hvor et mindre pizzaria blev total raseret af ukendte gerningsmænd.
“Vi har ligget her i mange år, og der er aldrig sket noget. Nu er alt blevet smadret herinde,” fortalte indehaver Mahmut Aci til Lokal Nyt i sommer.
I november måned var den gal igen. I ly af mørket blev to frisørsaloner udsat for hærværk. Frisør Yomok, der er nabo til det føromtalte pizzaria, fik smadret et vindue og hos Hårspecialisten på den anden side af vejen blev der både smadret et vindue og sat ild til en frisørstol i salonen. Skaderne var så omfattende, at frisørsalonen her to måneder efter stadig venter på at åbne op igen.
“Vi venter stadig på håndværkerne,” fortæller Selma Kucak, hvis mand ejer frisørsalonen Hårspecialisten. Selma har også hørt om rygterne om beskyttelsespenge, men indtil videre er der ingen der har henvendt sig til dem med et krav om kontant betaling.
“Vi har også hørt de rygter, men der er ingen der har hverken truet os eller forlangt penge af os,” siger Selma Kucak.

Farligt med rygter
Sagerne om hærværk og den påsatte brand på Islevbrovej er blevet efterforsket, men indtil videre har sagen fået mærkatet ‘uopklaret’ og ligger nu i den lokale efterforskning.
“Teknikerne har sikret en række effekter, men umiddelbart er der ikke meget at gå efter,” siger vicepolitikommissær Henrik Hougaard, inden han afviser at politiet skulle kende noget til sagen om afpresning og beskyttelsespenge.
“Det har vi ikke hørt noget om, og hvis der er borgere der ligger inde med oplysninger, så skal de kontakte politiet. Man skal passe på med rygter,” siger Henrik Hougaard.

 

Frisør2-a

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top