Annonce


Penge er penge
trimdag_017_120914_BP.jpg
Flemming Lunde Østergaard Hansen synes, at kritikere forklejner beløb der investeres, men kritiserer samme beløb, der spares på børneområdet. Foto: Arkiv
debat Regeringen har i forbindelse med dette års finanslov indgået aftale med SF og Enhedslisten om, at der over fire år skal afsættes 1. mia. kr. til flere pædagoger i landets dagtilbud.

Det burde jo vække stor begejstring. Men fra forskellig side har der været rystet lidt på hovedet af beløbet. Det er for lille. Det rækker som en skrædder i helvedet. Det er kun en dråbe i havet.
For et par år siden, hvor kommunerne samlet set fik tildelt 500 mio. kr. til et kvalitetsløft af dagtilbuddene, var reaktionen lidt den samme. Også i Rødovre. Det selvom vi valgte at bruge hele vores andel af de 500 mio. kr. til vores institutioner. De 500 mio. kr. gav Rødovre 3,6 mio. kr. og den kommende milliard vil betyde ca. 7,2 mio. kr. Disse beløb regnes altså af nogle for småpenge. Personligt mener jeg, at det er rigtigt mange penge som kan gøre god gavn.
Det tankevækkende er, at når beløbene går den anden vej, altså når der skal spares penge, så er fx 3 mio. kr., som der skal spares i Rødovre i 2015 på dagtilbudsområdet, voldsomt mange penge. 3 mio. kr. kan under ingen omstændigheder undværes. Det vil simpelthen ødelægge vores dagpleje, vuggestuer og børnehaver lyder det. Jeg vil bestemt ikke forklejne, at en besparelse på 3 mio. kr. vil kunne mærkes. Og at det ville være klart at foretrække at kunne undgå at skulle skære ned. Men når det er sagt, så må penge være penge. Uanset om det går op eller ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top