Annonce

Lokale metro-drømme lever i bedste velgående
02-metroen-flintholm2_17030.jpg
Rødovre Kommune vil bruge 200.000 kroner på at opdatere en undersøgelse om metroens potentiale i Rødovre. Opdateringen sker blandt andet på baggrund af udvidelsen af Rødovre Centrum og planerne med Irma Byen. "De to udviklingsprojekter er af en størrelsesorden, at de påvirker grundlaget for metroudvidelsen og linjeføringen," skriver Teknisk Forvaltning om forslaget der indstilles godkendt at både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Foto: Arkiv
metro Udvidelsen af Rødovre Centrum og Irma Byen skal være de gode argumenter, der skal få metroen til Rødovre. I aften beslutter kommunalbestyrelsen om der skal frigives 200.000 kr. til en opdatering af metroens kundegrundlag lokalt.

En videreføring af metrolinjen fra Vanløse Station til Rødovre står højt på Rødovre Kommunes ønskeliste.
Tilbage i 2011 foretog Teknisk Forvaltning en undersøgelse af grundlaget for en metro til Rødovre. Siden er der sket meget. Rødovre Centrum er blevet større i viden og dermed blevet arbejdsplads for flere mennesker. Samtidig vil den kommende bydel ved Korsdalsvej, Irma Byen, bringe op til 3500 nye indbyggere til Rødovre og derfor vurderer Teknisk Forvaltning, at en opdatering af den tidligere undersøgelse nu er på sin plads.

I kamp med andre
Rødovre Kommune bruger 200.000 kroner på at få opdateret den allerede eksisterende undersøgelse af metroens potentiale i Rødovre, men pengene er godt givet ud, forsikrer formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Svend Erik Pedersen (F). Rødovre er nemlig ikke de eneste der forsøger at overbevise beslutningstagerne om, at metrolinjerne skal føres lige netop deres vej og derfor skal argumenterne være i orden.
“Det var en fejl at Vanløse blev endestationen i sin tid. Metroen skal føres videre ud til Vestegnen, og derfor skal vi levere de gode argumenter,” siger Svend Erik Pedersen, inden han tilføjer:
“Vi skal overbevise andre om, at det er en god idé med en metro til Rødovre og derfor laver vi denne opdaterede undersøgelse af kundegrundlaget, da flere udviklingsprojekter, herunder Irma Byen, påvirker grundlaget for en videreføring af metroen,” siger udvalgsformanden, der forestiller sig, at Rødovre Centrum er et oplagt sted for en metrostation lokalt.

Annonce

RC spænder ikke ben
I Rødovre Centrum er der imidlertid ikke udpræget begejstring for en metrostation ved centeret. Administrerende direktør i Rødovre Centrum, Jesper Andreasen, forsikrer at centeret ikke vil bremse et metroprojekt der har retning mod centeret, men at centeret heller ikke presser på.
“For godt 50 år siden gik vi fra at være landzone til byzone og en dag bliver vi også metrozone. Det er en udvikling som man ikke kan bremse, men metroen kører jo begge veje og jeg kan godt frygte, at folk vil parkere deres biler hos os og så bruge metroen som startsted ind mod byen,” siger Jesper Andreasen, der i så fald vil overveje om parkering ved centeret skal koste penge.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top