Annonce


Kortere lunte på nytårsfyrværkeriet
fyrvaerkeri_2012_06_01112_B.jpg
Det er de unge mellem 15 og 35 år, der kommer til skade under nytårsbraget. Hver anden ulykke rammer en tilskuer, så husk briller og at holde afstand. Foto: Arkiv
husk briller Nye regler lægger låg over, hvor længe du må sende dine raketter mod himlen.

Seks dage, og ikke én fuser længere. Så lang tid tillader Sikkerhedsstyrelsen i år danskerne at fyre raketter og heksehyl og andet fyrværkeri af. Samtidig anbefaler man kraftigt danskerne, til at bruge sikkerhedsbriller og holde afstand til fyrværkeriet. Den nye fyrværkerilov betyder, at det fra i år er tilladt at anvende fyrværkeri fra den 27. december, men kun til og med den 1. januar. Resten af året er det forbudt for alle andre end profesionelle fyrværkere at affyre raketter og tænde batterier.
“Den nye fyrværkerilov betyder, at danskerne fra i år må anvende fyrværkeri i seks dage omkring nytår. Den kortere periode vil have positiv betydning for de mennesker og dyr, der er generet af fyrværkeriet. Nu skal de kun forholde sig til fyrværkeri seks dage om året,” siger Mette Cramon, fungerende kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på fyrværkeriområdet.

Mindre vindue
Ligesom man nu skal være hurtigere til at få brændt sit krudt af, skal man også være hurtigere til at få det købt. Udover den kortere periode for anvendelse af fyrværkeri, er der nemlig også kortere tid til at sælge og købe nytårskrudtet. Det er fra i år tilladt at sælge fyrværkeri fra den 15. december til og med den 31. december på salgssteder med tilladelse til det.
“Vi forventer, at mængden af fyrværkeri, der sælges og affyres vil være den samme. For vi ved fra undersøgelser, at over 90 procent af fyrværkeriet anvendes nytårsaften og -nat,” forklarer Mette Cramon.

Annonce

FAKTA:

De fem fyrværkeriråd:

1. Brug altid beskyttelsesbriller
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller
ulovligt fyrværkeri
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
5. Gå aldrig tilbage til en fuser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top