Ulovlig indkvartering og uværdige forhold
bb.jpg
Rødovre Lokal Nyt kan nu afsløre, at op mod 200 portugisiske gæstearbejdere, der arbejder som metroarbejdere i hovedstaden, bor ulovligt i erhvervslokaler på Rødovrevej. Foto: Brian Poulsen
afsløring Op mod 200 portugisiske gæstearbejdere bor ulovligt og under kummerlige forhold på Rødovrevej. Underleverandør afviser ulovligheder.

Da portugisiske Joao Santos blev tilbudt arbejde som tømrer i Danmark på det milliarddyre metrobyggeri, blev han lovet ordentlige og organiserede forhold, men det var slet ikke den virkelighed, han mødte, da han kom til landet.
“Det her er ikke et sted for mennesker,” siger Joao Santos og slår ud med armene, mens han viser rundt i den store hvide erhvervsbygning på Rødovrevej, der tidligere husede ‘De Gule Sider’.
De lange snavsede kontorgange flyder med byggeaffald, og dørene har påskrevet navnene på de utallige portugisiske arbejdere, der bor i de kummerlige kontorlokaler.

Uegnet til beboelse
Bygningerne har stået tomme i en årrække, og det har været særdeles svært for udlejningsselskabet Aberdeen at finde lejere, før de portugisiske gæstearbejdere flyttede ind. Men det er slet ikke lovligt at leje de pågældende erhvervs- ejendomme til beboelse. Det fortæller Kim Rosenthal fra Advokatcentrum i Rødovre.
“Ifølge lokaleplanen er det område kun udlagt til erhverv, så det er slet ikke lovligt at bruge det til beboelse,” siger Kim Rosenthal. Han peger på manglende isolering, sanitering og brandfare som oplagte grunde til, at det ikke er hensigtsmæssigt at ændre erhvervsejendomme til boliger.

Underleverandøren er ansvarlig
Den samme melding lyder fra borgmesterkontoret på rådhuset, der bekræfter, at kommunen ikke har lavet nogen ændringer i lokalplanen, så de godt 200 portugisiske arbejdere kan bo lovligt i bygningen.
Det er det irske entreprenørfirma og underleverandør til metrobyggeriet, ICDS, der er ansvarlig for den ulovlige indkvartering af de mange portugisere, men ifølge Contract Manager i ICDS, Maurice Doyle, opfylder firmaet alle love og regler.
“Vi lever op til alle lovmæssige krav, og vi har gyldige kontrakter på lejemålet,” siger han til Rødovre Lokal Nyt.
Hos Copenhagen Metro Team, der er ansvarlig for underleverandørene til metrobyggeriet, siger Kommunikationschefen, Jens Munch, at de tager sagen alvorligt.
“Det er et emne, vi tager meget seriøst, og vi vil meget gerne vide, hvis der foreligger konkrete oplysninger om lovbrud fra ICDS side,” siger Jens Munch.

1 kommentar om “Ulovlig indkvartering og uværdige forhold”

  1. Ngaard siger:

    Mon ikke Kim Rosenthal skulle kigge det gule hus, der ligger på hjørnet af Rødovrevej og Engbovej. Det er også erhvervsejendom, alligevel bliver ‘showroom’ delen i stuen brugt som daglig stue.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *