25 år og farvel
johnf.jpg
På onsdag fejrer Viften og kulturhuslederen John Frobøse sin sidste arbejdsdag. Eller vent. Sådan må man vist ikke skrive. På onsdag er der dobbelt reception i Viften mellem klokken 14 og 17. Kom glad. Foto: Privat
RECEPTION: Han har serveret alle de største danske hits i vores egen lille baghave. Nu flytter John Frobøse efter 25 års tro tjeneste ud af kulturhuset.

I virkeligheden blev han ansat til at slanke biografdriften i Rødovre Kommune, hvor han i stedet endte med at sætte sin underskrift på aftaler med 25 års kulturelle arrangementer.
I dag er Kulturhus Viften en yndet spillescene. Mange af de helt store navne bruger huset som optakt til deres turnéer, og især på jazz-området, er man blandt de helt store spillere.
“Vi har gennem årene etableret vores navn, og er vel det mest veldrevne kulturhus herhjemme,” vurderer John Frobøse.
Det var dog ikke den nemmeste start. Selvom han selv fik indflydelse på, hvordan alting skulle være, måtte man i starten slås med et dårligt image.
“Viften åbnede i skyggen af en underskriftindsamling for at bevare Islev Bio, og da man i samme periode lukkede to skoler, forbandt folk os med noget negativt, så det var op af bakke de første år,” husker kulturhuslederen, der har sidste arbejdsdag på onsdag.

Sidste dag
Der skal han dog ikke svare telefonen alt for mange gange, han ved nemlig ikke hvad der skal ske, udover, at kollegaerne har planlagt en stor reception fra klokken 14 til 17 i anledning af husets og husets herres fælles 25 års fødselsdag.
Det er dog kun manden med nøglerne, der siger farvel, og Frobøse har masser af gode råd til dem, der skal drive huset videre.
“Noget af det vi har været gode til, er at præsentere opkomlinge som senere hitter for vildt. Dizzy Miss Lizzy eksempelvis, men også nye kunstarter, som nycirkus. Det synes jeg man skal blive ved med. Viften skal være et sted, hvor man tør udfordre og tænke nyt og give kultur til folket, som folket måske ikke lige af sig selv havde fået øjnene op for,” siger Frobøse og tilføjer:
“Kultur giver tilværelsen en ekstra dimension og gør byen interessant. Man får sat tingene på spidsen, og bliver inspireret til at deltage i samfundets aktiviteter, som man bygger sin identitet op omkring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *