Annonce

Fødselshjælper til Metallica
ken-anthony_01_20514_BP.jpg
Han kan ikke spille på nogle instrumenter, men betegnes alligevel som en decideret rockguru af branchefolk. Foto: Brian Poulsen
ROCK ‘N’ ROLL Han har været fortabt i rockmusikken, lige siden Black Sabbath i starten af 70'erne slog heavy rocken an med ildevarslende lyd og dystre sangtekster. Sidenhen blev han fødselshjælper for Metallica. Navnet er Anthony, Ken Anthony.

Der er umiddelbart ikke meget rock ‘n ‘roll over den røde murstensbygning skråt overfor vandtårnet på Tårnvej. Og dog. Navnet ‘Ken Anthony’ på dørtelefonen emmer af rock og guitarriffs, og stemmen i samtaleanlægget passer perfekt til navnet. Lidt rusten, men på den fede og rockede måde.
Med tunge guldsmykker, farverige tatoveringer og opsmøgede ærmer i skjorten, står han klar i døråbningen. Byens hemmelige rockguru. Klar til at lukke døren op til et sandt rockmuseum fra dengang, hvor medlemmerne i alverdens heavy metal bands havde langt hår, og musikken stank af vinyl.

Knægten fra Bristol Music
Ken Anthony er 57 år, født på Vestebro og flasket op med modermælk og rock musik. Hans forældre ønskede inderligt at han blev bankmand, og fik sig en uddannelse. Det fik han ikke. I stedet blev han “noget” indenfor musikken. Skolen forlod han tidligt til fordel for et job som ekspedient i kælderen i Bristol Music Center på Strøget, der især i 80’erne var Københavns førende pladebutik. Hvis man var noget indenfor musikken, så mødtes man her for at få fingrene i den nye musik først. Ken arbejdede i rockafdelingen, og hver en krone af den surt optjente løn blev brugt på at forøge den store samling af plader, der rummede flere tusinde eksemplarer.
Den danske tennisstjerne Torben Ulrich var en af de faste kunder i den store forretning. Mens han bevægede sig ovenpå til jazzafdelingen, blev sønniken Lars efterladt mellem heavy rock og en langhåret Ken Anthony i kælderen. Der opstod et venskab, og de to holdt kontakten ved lige, da Lars Ulrich senere rejste til USA for at spille tennis og senere blive trommeslager i rockbandet Metallica. I starten af 80´erne var det derfor også Ken der, som en af de første, fik tilsendt et demobånd over Atlanten med bandets første numre.

Annonce

Fødselshjælper
Når man bevæger sig rundt i lejligheden på Tårnvej, forstår man godt, hvorfor Ken mener, at han stadig lever i 80’erne. Rocken er hans eksistensgrundlag. En Lars Ulrich trommesolo drøner ud af højtalerne, men den bliver ikke spillet hver dag. Som pædagogmedhjælper er heavy metal ikke altid den bedste medicin, når man kommer hjem lidt ør i hovedet efter børneskrig og skrål.

Metallicas første demobånd har Ken stadig på trods af tre årtier med sex, drug and rock ‘n’ roll. Fikst napper han et kassettebånd op af en brun pose fra et skab i entreen. ‘Mit band’ står der i parentes med små bogstaver på det grå kassettebånd. Skrevet med forsigtig håndskrift af en ung Lars Ulrich.
Det lille demobånd blev i 1983 til pladen ‘Kill Em’ All’. Ikke nogen mega-sællert, men bandet havde fået benene indenfor i musikbranchen, hvilket var det vigtigste. Året efter skulle Metallicas næste album produceres i København. Ken skulle hjælpe Kirk Hammett, Lars Ulrich, James Hetfield og daværende bassist Cliff Burton med at finde et billigt sted at overnatte. En umulig mission for et rockband uden penge på lommen. Selv de billigste hostels sprængte budgettet for det stadig ukendte heavy band, så Ken endte med at flytte ud af sin egen lejlighed i Brøndbyøster for at give plads til de fire langhårede musikanter fra Los Angeles. Og der boede de så en måned, mens Kens mor flere gange ugentligt ringede og viderebragte naboernes klager. Naboerne var lettere rystede over, at fire rockerlignende typer havde invaderet den lille stuelejlighed på Kirkebjerg Allé for at drikke øl og spille musik til langt ud på natten.

Guld til Ken
Bandets taknemmelighed ses tydeligt i lejligheden på Tårnvej. Værdifulde guldplader hænger side om side på det hvide savsmuldstapet og kæmper om pladsen. 500.000 solgte kopier af albummet ‘Ride the Lightning’ står der på et af de mange messingskilte, der alle er dedikeret til Ken Anthony som tak for hjælp.
‘Ride the Lightning’ blev det musikalske resultat af en måned med kost og logi i Ken Anthonys lejlighed. Pladen blev samtidig startskuddet til bandets internationale gennembrud.

Et langt liv i musikken
Ken har aldrig selv lært at spille på et instrument. Kun luftguitar, som han siger imens han gnider sig i det gråsprængte skæg. De manglende instrumentale evner har dog aldrig haft den store betydning for hans lange virke i musikbranchen. I årene efter håndsrækningen til Metallica hjalp han andre rockbands med at komme frem i Verden. Han var koncertarrangør, skaffede pladekontrakter til blandt andet Pretty Maids og Mercyful Fate. Og turnerede Europa tynd med diverse band som tourmanager. Et liv i overhalingsbanen, men et liv han aldrig ville bytte ud.
“Nogle gange føler jeg, at jeg stadigvæk er fanget i 80’erne. Jeg elskede mit liv med rockmusik,” siger Ken, der i en sen alder selv debuterede som rockstjerne og forsanger i bandet Switchblade tilbage i 2004.
“Jeg troede aldrig at jeg selv skulle stå på en scene, men det kom jeg altså til. Jeg havde jo altid været vant til at stå nede foran scenen,” siger Ken, inden han fortsætter:
“Vi fik endda pladekontrakt i Texas og udgav to albums,” griner han.
Den musikalske karriere er gået lidt i dvale igen, men det var heller ikke drømmen om at erobre det musikalske herredømme der fik ham op på scenen.
“Det handlede om kærlighed til musikken, og jeg er glad for at jeg gjorde det,” siger Ken, der tidligere på foråret fortalte om sit lange liv i rockmusikkens overhalingsbane på Zeppelin Bar i København. Den specielle ‘Ken Anthony event’ blev et stort tilløbsstykke, og arrangørerne planlægger derfor en ny aften, hvor man kan komme helt tæt på Anthony, Ken Anthony.

ken-anthony_04_20514_BP

ken-anthony_metallica1

 

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top