Annonce

Tyrene på rulleskøjter
skaterhockey_landshold.jpg
Det danske landshold spiller på søndag en opvisningskamp mod udvalgte ishockeyprofiler. Foto: Privat
Skaterhockey På søndag kl. 13 vil nuværende og tidligere spillere fra Rødovre Mighty Bulls iføre sig rulleskøjter for at spille en opvisningskamp mod det danske landshold i skaterhockey.

Når isen er smeltet væk i sommervarmen, må Rødovres tyre finde andre græsgange at boltre sig på. Og det har de imidlertid haft held med.

I forbindelse med Europacuppen i weekenden den 19.-21. juli i Rødovre Stadionhal stiller nuværende og gamle profiler fra Rødovre Mighty Bulls op til en showkamp mod det danske skaterhockey-landshold.

Annonce

Det danske landshold forbereder sig på det kommende EM i Rødovre Stadionhal til oktober. Holdet består af tidligere ishockeyspillere som for eksempel Robin Stilling, Bo Larsen og David Petersson, mens Mighty Bulls-spilleren Rasmus Astrup også er at finde på landsholdet.

”Det danske skaterhockey-landshold værdsætter denne mulighed for at kunne prøve kræfter med nogle utrolig dygtige hockeyspillere. Landsholdet har et højt niveau og har derfor brug for at møde nogle, som kan lidt ekstra,” siger landstræner Michael Lauritzen.

Landstræneren håber på stor succes til EM, og opvisningskampen mod eliteishockey-spillere er derfor højt ønsket.

God omtale
Tilhængere af Rødovre Mighty Bulls og andre hockey-elskere vil have en enestående mulighed for at opleve gode spillere som Michael Smidt, Mathias Bau Hansen, Mike Rådde og Jonas Sass med rulleskøjter i stedet for de skarpe klinger.

Alt imens den lokale klub El Diablo kæmper om Europa-guldet i oldboys (32+), vil publikum i en feriestemt Rødovre Stadionhal altså have mulighed for et lidt mere festligt indslag. Alt, der nemlig er på spil, er blot æren.

”Vi håber med denne opvisningskamp at give skaterhockey-sporten god omtale, så Rødovre måske en dag kan komme tilbage, hvor man var engang,” udtaler event director for Europacuppen, Thomas Ask Wiatr. Han fortsætter.

”Rødovre var den første by i Danmark, som fik en skaterhockey-bane, men i dag er Rødovre-banen den, som er i værste stand. Rødovre har de dårligste faciliteter, og det kan simpelthen ikke være rigtigt. Desværre forfalder Rødovres skaterhockey-bane, og med dårlige faciliteter falder sporten fuldstændig til jorden.”

Råbe kommunen op
I halvfemserne styrede Rødovre skaterhockey 100 procent, men siden er det gået op og ned for sporten i byen.

”Rødovre har i dag ikke engang et hold i den bedste række. Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på, at det er en fed sport, som er værd at satse på. Vi vil prøve at råbe kommunen op, så de kan komme ind i kampen og få Rødovre tilbage i toppen, hvor vi hører til,” siger Thomas Ask Wiatr.

Du kan støtte op om sporten ved at være tilskuer til weekendens Europacup og til søndagens opvisningskamp med start kl. 13 i Rødovre Stadionhal.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top