Annonce

Til OL i Bulgarien
Jon_landshold_døve-OL.jpg
Jon Hesselberg Jensen, øverst helt til højre, skal med det danske landshold til Døve-OL i Bulgarien. Foto: Privat
Fodbold Senere på måneden skal Jon Hesselberg Jensen fra Rødovre med det danske landshold i fodbold til Døve-OL 2013 i Bulgarien.

At være døv sætter ingen grænser i dagens Danmark. Det er Jon Hesselberg Jensen et tydeligt eksempel.

Senere på måneden træder han for tredje gang ind på den olympiske scene, når han med det danske landshold i fodbold deltager ved døveolympiaden – Deaflympics – i Sofia i Bulgarien fra den 26. juli til 4. august.

Annonce

Den 32-årige midtbanespiller håber på endnu en god oplevelse som i Rom 2001 og Taiwan 2009.

”Jeg håber at opleve et godt arrangement og få nogle gode oplevelser og selvfølgelig nogle gode resultater for holdet,” siger han.

Ser lovende ud
Jon har spillet fodbold siden han var seks år gammel og har været på landsholdet i 12 år. Til OL kommer det danske landshold på en hård opgave.

”Jeg ser os som outsider, da vi ikke er favoritterne. Derudover er vi kommet i pulje med nogle stærke hold (dødens pulje), så første mål er at komme videre fra puljen, og så kan alt ske derfra,” forklarer Hesselberg Jensen, der skal op imod Iran, Ukraine og Korea.

”Vi har et hold med mange nye spillere og en ny landstræner, så det ser lovende ud, og det giver mig et håb om, at vi går videre fra puljen.”

Stor optimisme
Det danske fodboldlandshold for døve kvalificerede sig til OL i oktober, så forberedelserne er i fuld gang frem mod olympiaden.

”Vi har været samlet til tre træningsweekender. Derudover træner vi selv. Vores træningsmodstandere er typisk hørende hold fra serie 2 og/eller serie 3,” lyder det fra Jon Hesselberg Jensen, der afslutningsvis forklarer, hvordan selve kampen afvikles.

”Vi har en dommer og to linjevogtere, og de har alle flag, som er erstatning for fløjten. Spillerne er gode til at gøre opmærksom på, at der er “fløjtet”, og ellers fungerer det som en almindelig fodboldkamp.”

Det forlyder, at optimismen er stor i en stærk og motiveret dansk lejr. Danmark sender i alt 29 atleter af sted til Deaflympics 2013. Legene bliver afholdt hvert fjerde år, og første gang var helt tilbage i 1924.

Fakta
Navn: Jon Hesselberg Jensen
Alder: 32 år
Bopæl: Rødovre
Klubhold: Globen Sport
Landskampe/mål: 28/4 – er også anfører
Position: Venstre midt
Meritter: 3 OL-deltagelser, 3 EM-deltagelser, 4 Champions League-deltagelser. Har desuden 7 DM-guld og 1 CL-guld

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top