Annonce


Rødovre set gennem telefonen
tyr_video_heidi.jpg
I uge 37 inviterer biografer i Albertslund, Glostrup, Ishøj og Rødovre til kulturuge, og her kan alle borgere give deres besyv med, hvordan du oplever Vestegnen. Film Rødovre og få din film vist til filmfestivalen. Foto: Red.
FILM DIN BY Film Rødovre med din telefon og deltag i ny filmfestival.

Slip din indre Lars von Trier løs og fortæl, hvordan du oplever Rødovre gennem din smartphone. I uge 37 inviterer biografer i Albertslund, Glostrup, Ishøj og Rødovre til kulturuge, og her kan alle borgere give deres besyv med, hvordan du oplever Vestegnen.
“Hver deltager skal lave en minifilm på deres Iphone om en begivenhed på Vestegnen, deres yndlingssted, deres helt egen historie eller en fiktiv fortælling på max to min. – kort sagt en film om hvordan livet udfolder sig på Vestegnen. Der kan vælges mellem følgende genrer; musikvideo, en fiktion, en non fiktion, eller et brand,” fortæller John Frobøse fra Viften.

Hjælp at hente
Det er ikke den store videnskab at optage film med en smartphone, men det efterfølgende redigeringsarbejde kan være en hård nød at knække. Heldigvis er der professionel hjælp at hente.
“Filminstruktør Sohail S. Hassan introducerer deltagerne til nogle af grund- reglerne for at lave en god film på Iphone og bistår efterfølgende med hjælp til at klippe filmene, samt at lægge dem på YouTube,” siger John Frobøse.

Annonce

Likes på Facebook
De 20 film der får flest ‘likes’ på Facebook vil blive vist ved den officielle åbning af filmfestivalen til september.
“Efterfølgende vælger panelet af biografdirektører den film, der giver det bedste bud på en fortælling om Vestegnen – og vinderen får en præmie,” slutter John Frobøse.
Interesserede filmmagere kan tilmelde sig introduktionsmødet i Kulturhuset Viften den 5. september kl. 17.00.
“Til orientering kan oplyses, at den efterfølgende klipning af din film vil ske den 12. september fra kl. 17 – stedet er endnu ikke fastlagt.
Tilmelding skal ske på Viften@rk.dk inden den 4. september. Oplys navn, tlf. og mailadresse, så arrangørerne kan få kontakt til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top