Annonce

Overvandt hedeslag
Leon-Skriver-Hansen_Western-States.jpg
Solen er på vej op over løberne i begyndelsen af Western States 100 Miles i Californien. Foto: Privat
Trailløb På trods af store udfordringer med hedeslag i Western States 100 Miles Run 2013 gennemførte Leon Skriver Hansen det hårde løb. Vi bringer her en rejseberetning fra den 41-årige ultraløber.

I forrige weekend var Leon Skriver Hansen fra Rødovre i aktion i ekstrem hede i Californien i USA. Leon har nedfældet sine tanker om udholdenhedsløbet, og du kan læse hans spændende og dramatiske beretning herunder:

”Mit mål med løbet var først og fremmest at få en kæmpe naturoplevelse, men udover det, så er jeg også et konkurrence-menneske, og derfor ville jeg meget gerne løbe de 160 km på under 24 timer. Et mål som måske var ambitiøst, men ikke umuligt.

Annonce

Efter en lidt turbulent flyrejse med en masse forsinkelse nåede jeg frem til Squaw Valley sammen med min ven, Jacques, som også skulle løbe med mig de sidste 60 km. Noget som er tilladt i de fleste amerikanske ultraløb.

Dagene op til løbet blev brugt med lidt små løbeture og hygge i byen, som i 1960 husede de vinterolympiske lege. Men for hver dag vi kom tættere på løbet, så steg temperaturen drastisk. Og på løbsdagen blev der spået om temperaturer over 40 grader. Det lagt sammen med løb i højder over 2000 meter ville kræve meget af en dansker fra det kolde lavland.

Løbsstart kl. 5
Det gjorde også, at jeg stadig håbede på at komme under 24 timer, men mere realistisk, bare prøve at overleve turen.

Selve løbet startede kl. 5 om morgenen i små 20 grader. Solen stod op kort efter og temperaturen steg hurtigt sammen med solen. De første 40 km foregik over 2000 meters højde og gik op og ned hele tiden.

Derefter kom et langt nedløb til en dal, og der ramte varmen mig for første gang. Det var ikke alvorligt, men lidt bekymrende og jeg brugte meget tid på at køle mig ned med vand og is i depoterne. Da jeg nåede 75 km, lå jeg godt til i feltet og i en tid, som ville få mig i mål et godt stykke under 24 timer.

Kroppen rystede
Men så fulgte endnu et nedløb til en dal, og i bunden var temperaturen oppe på 42 grader. Da jeg ramte bunden, smeltede jeg bogstaveligt. Jeg fik kæmpet mig ind til et depot, hvor jeg blev lagt ned og overdynget med kolde omslag. Jeg var helt diffus og måtte ligge der i over 20 min, før jeg turde fortsætte. Da jeg kom op og i gang igen, gik ruten lige op i luften. Det var meget hårdt med ondt i hovedet og næsten ingen energi. Men det gik fremad, og på toppen kunne jeg igen småløbe lidt.

Da jeg så kom til depotet ved ca. 90 km, så rystede min krop og jeg kunne ikke svede. Jeg blev igen lagt ned med is under armene og på hele overkroppen. Jeg var omtåget og en læge blev tilkaldt til at se på mig. Jeg var overbevist om, at han ville tage mig ud af løbet, og jeg var også selv i tvivl om, hvor alvorligt det stod til med mig.

Men han var meget opsat på at få mig på benene igen. Det tog ca. 30 min, og så kunne jeg gå fra depotet i nogenlunde forfatning. Jeg havde svært ved at løbe, havde hovedpine og kvalme. Men stadig god tid til at gennemføre.

Tilfreds med resultatet
Ved 100 km mærket stod min gode ven Jacques klar til at følge mig de sidste 60 km. Han havde ventet længe på mig og var blevet en del nervøs for mig. Han prøvede at opildne mig og sagde, at hvis jeg klemte ballerne sammen, så var det stadig ikke umuligt at nå under 24 timer.

Men hedeslagene havde været for hårde for min krop, og de 60 km blev noget af en overlevelsestur. Vi gik/løb hele natten i plus 30 grader, og da solen igen stod op, var vi tæt på målet. Jeg krydsede målstregen i tiden 27 timer 23 min 53 sek. Og jeg var helt færdig, men meget glad for, at jeg fik gennemført løbet, trods store problemer med varmen. Jeg fik alle forventninger opfyldt undervejs. Jeg løb i den mest fantastiske natur man kan forestille sig. I skov, høje bjerge, gennem små vandløb og store floder. Fik den bedste opbakning fra tilskuere, depothjælpere, læger og ikke mindst Jacques.

Så alt i alt er jeg meget tilfreds med resultatet, som jeg er sikker på kan gøres bedre under mere normale temperaturer, som nåede 42 grader, kun 1 grad fra rekorden i området. Så jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage og gøre et nyt forsøg, hvis jeg fik chancen for det. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top