Annonce

Letbane-aftale er på plads
Erik-Nielsen-underskriver-a.jpg
Borgmester Erik Nielsen underskriver her aftalen i Trafikministeriet. Foto: Presse
letbane Der er nu indgået en politisk aftale om opførelsen af en letbane langs Ring 3. Letbanen får station i Islev. "Det er en god aftale vi har lavet," siger borgmester Erik Nielsen (A).

Transportministeren, formanden for Region Hovedstaden og 11 borgmestre har underskrevet en principaftale forud for opførelsen af en 27 km. lang letbane, der skal gøre holdt i Islev.
Det første spadestik til letbanen forventes at blive taget 2016, og i 2020 skulle de nye letbanetoge være klar til at transportere passagerer fra Lyngby i nord til Ishøj i syd.
Borgmester Erik Nielsen skrev den 20. juni, sammen med partierne i forligskredsen, under på aftalen i Transportministeriet.
Letbanen sniger sig kun lige akkurat ind i Rødovre, men Erik Nielsen glæder sig nu stadig over, at Rødovre får en station indenfor kommunegrænsen.
“Jeg er tilfreds med aftalen. Jeg er sikker på, at letbanen vil komme alle til glæde, ikke mindst borgerne i Islev. Vi bliver en del af en udvikling, og det er godt, at den kollektive trafik nu bliver forbedret ved Slotsherrensvej,” siger byens borgmester, inden han fortsætter:
“Det er rigtig tilfredsstillende at stat, regioner og kommuner kan gå sammen om en aftale. Letbanen vil blive et vigtigt bidrag til den kollektive trafik,” siger han.

Millionudgift
Letbanen har et prisskilt på ca. fire milliarder kroner, og anlægsomkostningerne fordeles mellem stat (40 pct.), kommuner (34 pct.) og Region Hovedstaden (26 pct.). Rødovres økonomiske bidrag kommer til at udgøre 3,5 procent af den samlede regning. I første omgang skal kommunen betale 6,8 mio. kr. frem til 2016. Herefter skal Rødovre betale et årligt indskud på 2,1 mio. kr. i perioden 2017 til 2056, hvilket vil bringe den samlede udgiftspost op på 90,8 mio. kr. En stor udgiftspost, men en god investering fortæller borgmesteren.
“Det er over en periode på 40 år, og jeg mener at det er en god investering på den lange bane,” siger han.

Annonce

Nye arbejdspladser
En udredning om letbane på Ring 3 viser, at der er et stort potentiale for byudvikling. Letbanen kan skabe grobund for op til 20.000 nye arbejdspladser og transportminister Henrik Dam Kristensen (A), glæder sig samtidig over, at letbanen kommer til at afhjælpe hovedstadens trængselsproblemer.
“Med letbanen får vi et nyt regionalt transportmiddel, der går på tværs af S-togslinjerne i fingerplanen. Det skaber nye trafikknudepunkter og er en af løsningerne på de trængselsproblemer, som tusindvis af borgere i hovedstadsregionen oplever hver eneste dag”, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.
I 2014 indledes arbejdet med borgerhøring og VVM-redegørelse. I 2015 udbydes kontrakterne om anlæg og drift af letbanen. Det første spadestik kan tages i slutningen af 2016, mens letbanen forventes at åbne omkring 2020.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top