Annonce

Grønbæk: “En stor oplevelse”
avarta-fremad_amager_21_260513_BP.jpg
Træner Christian Grønbæk har formået at holde Avarta i 2. division seks sæsoner i træk. Foto: Arkiv
Fodbold Christian Grønbæk er netop stoppet som cheftræner for Avarta. Han ser her tilbage på syv fortrinsvis succesrige år i trænersædet.

Avarta har efter seks sæsoner i 2. division manifesteret sig som et solidt divisionshold, selv om den seneste sæson ikke var uden problemer.

Pr. 1. juli har klubben skiftet cheftræner Christian Grønbæk ud med Thomas Vesth Hansen, og dén beslutning kan den nu afgåede cheftræner godt se det fornuftige i.

Annonce

”Det har ikke været nogen hemmelighed bag dørene, at når vi kom frem til december, ville jeg ikke mere. Klubben spurgte mig til råds, da de havde fundet en potentiel ny træner. Det er slet ikke fordi, vi ikke har været motiveret for at gøre det sidste halve år færdig. Hvis det skal give mening at bygge noget op, så er det egentlig en fornuftig løsning,” siger Christian Grønbæk.

Grønbæk overtager Per Thomsens rolle som sportschef indtil den nu tidligere Avarta-træners kontrakt udløber den 31. december 2013.

”Jeg får en anden rolle i de sidste seks måneder, hvor jeg vil hjælpe til med nogle andre opgaver. Jeg skal blandt andet hjælpe den ny træner, som jeg i øvrigt kender, med at blive kørt ind i klubben,” forklarer den ny sportschef.

Stor oplevelse i 2. division
Avarta var nede og vende i Danmarksserien, og det var Grønbæk, der var manden bag genoprykningen til landets tredjebedste fodboldrække. Tiden hér glemmer han ikke lige.

”Højdepunktet i Avarta var første sæson i 2. division, og i den følgende sæson at blive nummer fire med stort set samme hold. Det har generelt bare været en stor oplevelse hver gang at spille en divisionskamp med Avarta. Min opgave var at spille holdet tilbage i divisionerne og etablere noget, der kunne holde i længere tid. Jeg er sgu stolt over det, Benny (assistenttræner Mundt, red.) og jeg har gjort,” siger han.

”Vi har formået at udvikle holdet til divisionsniveau og blive der. Vi skaffede klubben seks sæsoner i 2. division, og det, synes jeg, er fantastisk.”

Hvad tiden bringer for Grønbæk, efter kontraktudløb med Avarta, er endnu uvist.

”Det næste halve års tid, mens jeg hjælper Thomas, skal jeg finde ud af, hvad jeg vil. Jeg stopper ikke som træner, så jeg skal ud og finde noget, jeg finder interessant. Men hvad fremtiden bringer helt præcis, ved jeg ikke,” slutter Christian Grønbæk.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top