Annonce

Til VM i Las Vegas
Mark-Kenny-Petersen_triatle.jpg
28-årige Mark Kenny Petersen fra Rødovre skal til VM i Las Vegas til september for at dyste i en ½-Ironman. Foto: Privat
Triatlon Til efteråret står den på VM i Las Vegas for triatleten Mark Kenny Petersen. Han kvalificerede sig efter en stærk præstation i England og skal i USA ud på en ½-Ironman.

Der bliver ikke tid til meget sommerferie for Rødovre-borgeren Mark Kenny Petersen. Forude venter en debut ved VM i ½-Ironman.

For nylig kvalificerede Mark sig via et kvalifikationsløb i Wimbleball Lake i England (et af verdens hårdeste ½-Ironman), da han blev nummer ét i sin aldersgruppe (25-29 år) med i alt 210 deltagere.

Annonce

Mark Kenny Petersen fulgte sin raceplan til punkt og prikke og vandt med syv minutter ned til nummer to.

Drømte om VM
Konkurrencen i Las Vegas finder sted den 8. september, så der er knap to og en halv måned til at rette fuld fokus ind på VM-debuten. Selv havde han ikke regnet med at skulle deltage.

”Jeg drømte tilbage i december på Costa Rica om at kvalificere mig, men jeg vidste, at det ville blive sindssygt hårdt, og at det var et meget ambitiøst mål. Men jeg håbede og har siden da haft fuld fokus på målet, men at jeg skulle gå hen og vinde havde jeg aldrig forestillet mig. Det bliver min debut ved VM, så det bliver vildt fedt,” forklarer Mark Kenny, der elsker sin sport.

”Jeg dyrker triatlon for at presse og udvikle mig selv. Jeg elsker at konkurrere, og så er sporten meget alsidig, så den belaster kroppen jævnt. Det er derfor også meget udfordrende både på det mentale og fysiske niveau.”

Alt kan ske
Triatlon er betegnelsen for at svømme, cykle og løbe. Inden for triatlon er der så forskellige distancer, hvor Ironman består af 3,8 km svømning, 180 km cykling samt og 42.195 km løb. En ½-Ironman er så halvdelen af disse distancer.

”Da jeg kvalificerede mig ved ½-Ironman i Wimbleball Lake var det i regn, blæst og 14 grader, så jeg glæder mig helt til at få noget varme. Jeg skal op mod verdens bedste, som har sponsorer og masser af tid til at træne. Så jeg har ikke de store forventninger til en topplacering i Las Vegas, men så snart startskuddet lyder, kan alt jo ske,” udtaler triatleten.

Mark Kenny Petersen begyndte at dyrke triatlon i efteråret 2010, da han var med på det første Tri-hold hos Balance Club. Inden den store oplevelse i USA, skal Kenny en tur til Norge.

”Den 7. juli skal jeg til Haugesund i Norge og lave en ½-Ironman igen, da jeg havde bestilt dette i forvejen som min plan B. Nu kan jeg i stedet for tage derop og køre frit, og så må vi se, hvad resultatet bliver,” slutter han.

Fakta
Navn: Mark Kenny Petersen
Alder: 28 år
Højde/vægt: 181 cm/70 kg
Født: Den 9. november 1984
Kælenavn: Kenny
Bopæl: Rødovre
Uddannelse: Cand. Merc. Økonomisk markedsføring
Arbejde: Carlsberg Danmark som Customer Insight Developer
Privat: Single
Meritter: Har løbet 4 maraton – bedste tid i 2010 i Berlin på 3.29. Vandt Motion for alle løbet i 2013
2 Ironman – Copenhagen Challenge i 2011 11.11 + 2012 Barcelona 10.18
3 ½-ironman – 2011 Rapperswill 5.16 – 2012 Mallorca 5.43 Aalborg DM 4.43 (36 +2.32 + 1.29)
Vinder Ironman 70.3 UK i tiden 5.10 og samlet nr. 39.
Største Drøm: Den er netop blevet opfyldt, så nu vil jeg lige fordøje og nyde det hele, og så må tiden vise, hvad næste drøm går hen imod.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top