Annonce


Svendebrevet åbner døre
rene_job_eva.jpg
René Nissen vil have papir på sine færdigheder, og skal derfor tilbage på skolebænken. Til ære for fotografen har han her lånt sønnikes skoletaske. Foto: Red.
job 35-årige René Nissen fra Rødovre har ikke opgivet ambitionen om at få papir på sine færdigheder. Derfor tager han nu plads på skolebænken igen. Og han glæder sig.

Af Eva Thomsen

Hjemme hos familien Nissen i Rødovre er der byttet om på rollerne. Otte-årige Elias holder ferie fra skolen, mens hans 35-årige far, René, har taget plads ved skolepulten på Københavns Tekniske Skole (KTS) i Glostrup. Efter mere end 15 år, er det blevet tid til at færdiggøre uddannelsen som struktør.
Selvom branchen har udviklet sig meget, får René merit for sine tidligere tilegnede færdigheder. Det betyder, at han kan gennemføre den fire-årige uddannelse på to et halvt år.

Annonce

Mistede læreplads
 “Jeg havde et halvt år tilbage, før mit svendebrev som struktør var i hus. Men med lidt for meget gang i den og lidt for mange fester var det ikke altid lige let at komme op om morgenen,” husker René. Og da mesters tålmodighed slap op, blev jeg fyret.
“Jobs var der nok af, og gennem årene har jeg bl.a. arbejdet som arbejdsmand og brolægger. Altså sæsonbetonet arbejde, hvor det er forholdsvis almindeligt, at arbejdsgiveren sender sine folk hjem i de tre stren- geste vintermåneder for derefter at genansætte dem, når frosten slipper sit tag,” fortæller han.
Men i dette forår var der ikke plads til alle på holdet, og som jobsituationen er nu, var det de ufaglærte medarbejdere, der blev sat af. Og for første gang i sit liv stod René uden job.

Det bedste er ungerne
René er for længst faldet til ro, og i dag er han en glad familiefar med tre skønne unger. Han er fuld af energi og har det skidt med at gå ledig.
“At blive far, er det bedste, der er sket i mit liv, selvom der følger et stort ansvar med. Familien er totalt afhængig af faste indtægter hver måned, ligesom fremtiden er noget, der kræver nøje planlægning,” fortæller han.
“Jeg har mødt stor forståelse og velvilje i kommunens jobcenter. Og med masser af hjælp fra min jobkonsulent, er der blevet skabt både økonomiske og fysiske rammer for, at jeg endelig kan få mit svendebrev i hus i løbet af de næste par år.
Første skridt på vejen var et kursus på KTS i kompetence afklaring. Formålet var at finde frem til, hvor meget merit René kunne overføre til den nye uddannelse, der skal gøre ham til anlægsstruktør. Forløbet består af skoleperioder på mellem tre og syv uger, hvor teorien kommer på plads, suppleret med praktikophold hos en arbejdsgiver.
“Efter to ugers grundkursus på skolen, begynder jeg min praktik i kommunens Teknisk Forvaltning. Men på sigt er det planen, at jeg finder en arbejdsgiver, der vil ansætte mig som voksenlærling. Så snart det sker, bortfalder praktikaftalen med kommunen,” tilføjer René.
Interesserede arbejdsgivere kan kontakte René Nissen via jobkonsulent Michael Toppenberg, Rødovre Jobcenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top