Annonce


Nu begynder ombygningen
51-Centrum-Dyr_Fakta.jpg
Centrum Dyrehospital bliver istandsat, og får tilmed Fakta som ny nabo. Der hvor der i dag er varelager, kommer der en helt ny Fakta, som er den røde bygning til højre. Foto: virtuelt modelfoto
byggeri på Rødovrevej Ombygningen af Centrum Dyrehospital og opførslen af en spritny Fakta butik på Rødovrevej begynder inden længe. "Vi forventer at være færdige i år," fortæller medejer af Centrum Dyrehospital, Finn Jørgensen.

Byggetilladelsen er nu på plads, og inden længe kan Centrum Dyrehospital og Fakta begynde et storstilet byggeprojekt på Rødovrevej ved Schweizerdalsvej.
Inden det første spadestik bliver taget, skal en bagvedliggende bygning dog først lade livet. Efter planen skulle arbejdet med ombygningen af dyrehospitalet og opførelsen af Fakta være begyndt sidste år, men sagsbehandling og manglende godkendelser har indtil videre udskudt projektet.
“Der har været flere myndighedsgodkendelser, der har trukket ud,” fortæller udviklingschef i Fakta, Flemming Poulsen.

Venter spændt
Hos Centrum Dyrehospital glæder Finn Jørgensen sig til ombygningen. Det nye dyrehospital bliver fuldstændig moderniseret og delvist i to etager.
“Vi fik byggetilladelsen i mandags (sidste mandag, red.), og om meget kort tid begynder vi at rive noget af bygningen ned, så der kan blive plads til ombygningen,” siger Finn Jørgensen. Han glæder sig til at se det færdige projekt. Et projekt han forventer afsluttet inden årets udgang.
“Det bliver fantastisk. Vi har glædet os til det i lang tid. Vi får helt nye faciliteter, som både kommer dyrene, kunderne og de ansatte til gode,” slutter han.
Centrum Dyrehospital holder åbent i hele byggeperioden, men Finn Jørgensen advarer om, at antallet af parkeringspladser kan være begrænsede i byggeperioden.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top