Annonce


Løsladt efter tisse-vold
ved-voldgraven1.jpg
De to mænd, som i sidste weekend gik til angreb på et ægtepar på villavejen Ved Voldgraven, er blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling. Foto: Red.
politi De to mænd, som i sidste weekend gik til angreb på et ægtepar på villavejen Ved Voldgraven, er blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling.

Overfald eller selvforsvar? Det spørgsmål skal anklagemyndigheden nu tage stilling til. To mænd blev i sidste weekend anholdt og varetægtsfængslet efter et overfald Ved Voldgraven. De to mænd havde været til en privatfest på vejen, men det var først da vennerne forlod festen, at problemerne begyndte. Den ene mand tissede op af en skraldespand i nabohaven, og det fik ejeren til at se rødt. Det endte i håndgemæng mellem ægteparret og de to mænd. Den 53-årige mandlige beboer fik blandt andet en lang flænge i hovedet, efter at være blevet slået i hovedet med en flaske. Mandens kone blev også tildelt slag og spark på kroppen og i ansigtet. Overfald mener ægteparret, selvforsvar hævder de to mænd, der dagen efter det voldelige optrin blev varetægtsfængslet.

Løsladt igen
De to mænd blev varetægtsfængslet frem til den 18. juni, men de blev allerede sat på fri fod i fredags, da der ikke længere var nogen risiko for, at de kunne påvirke efterforskningen.
“Vi ser stadig på sagen med stor alvor,” fortæller anklager Helene Brædder, inden hun tilføjer:
“De to mænd er løsladt, da risikoen for at påvirke efterforskningen ikke længere er tilstede,”
Politiet opretholder sigtelsen mod de to mænd, og anklagemyndigheden skal nu finde ud af, hvad der skal rejses tiltale for.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top