Annonce


Klar, parat, start debatten
erik.jpg
Emil Holtemann bloggede fra Folkemødet på Bornholm. Her mødte han bl.a. Rødovres borgmester Erik Nielsen (A) Foto: Privat
blog fra folkemødet På førstedagen fandt jeg ud af, at tid er din knappeste ressource, og at det er absolut nødvendigt altid at have en joke klar når du møder en, du gerne vil i snak med.

Af Emil Holtemann

Andendagen gik med at praktisere denne ideologi og med stor succes tør jeg godt tilføje. Det er nu tredjedagen på folkemødet, og vi er nået til min favoritdisciplin: Giv din mening til kende!
Vi er i Folkets Hus, min hjemmebane og jeg har tænkt mig at udnytte hjemmebanefordelen, så jeg møder op i god tid og hjælper min ven Kasper, der arrangerer debatten, som handler om unge og organisering. Jeg sporer en del nervøsitet hos Kasper. Det klassiske: vil folk møde op?
Samme nervøsitet havde jeg ikke, da ekspertpanelet var færdigt med indledningen. Nu er det publikums tur til at byde ind. Lidt dumdristigt smider jeg lappen i vejret og fortæller stolt, hvordan jeg var med til at øge interessen blandt unge HK’ere.
For at svare på Kaspers spørgsmål: Folk var mødt op! Idet jeg rejser mig går det op for mig, at baggården er fyldt til randen, ikke bare med folk, men med toppen af fagbevægelsen og et stærkt felt af politikere. Da debatten er slut, modtager jeg skulderklap og visitkort. Dagens strategi er kommet godt fra start!

Annonce

Aktive og passive
Lukas Graham er færdig med, at synge trusserne af pigerne i Politikens gård, og et af de arrangementer jeg har glædet mig allermest til, skal til at finde sted: KV13. Nu skal kommunalvalget skydes i gang! Men Politiken har en kanin i hatten, hvis man vil være med, skal man tilkendegive om man er aktiv eller passiv. Det er kunstnerkollektivet Superflex, der står for designet af debatten som egentlig fungerer okay uden at være prangende.
De medvirkende i debatten består foruden den aktive del af publikum af:
Erik Nielsen, Borgmester i Rødovre og formand for Kommunernes Landsforening, Lars Barfod, formand for de Konservative, Bjarne Corydon, Finansminister, Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, Claus Hjort-Frederiksen, tidligere finansminister for Venstre.

Fed atmosfære
Men inden debatten starter finder jeg Rødovres borgmester, Erik Nielsen som fortæller: “Det fedeste ved folkemødet er atmosfæren og alle de debatter, man får lov at deltage i. Jeg kommer lige fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), hvor vi talte om foreningslivets rolle til kommunalvalget.” Han glæder sig til valget, og håber på en høj valgdeltagelse… Et ægte politikersvar tænker jeg, og hvad var det for noget med DUF, hælder han vand ud af ørene?
Debatten kommer til at handle om Kommunaløkonomi; “Hvor stor skal den kommunale kage være?” og “Skal vi have nulvækst?” Lyder det fra vores konferencier
Først får de fem, hver især lov til, at skyde propaganda af sted, men i stedet for de sædvanlige floskler, får vi den ene vittighed efter den anden. Der er fremragende stemning og vejret er godt! Lars lufter idéen om brugerbetaling i den offentlige sektor – dog uden at konkretisere. Kristian Thulesen Dahl vil fortsat have den 0,8 procent vækst frem mod 2020 som de gik til valg på. Claus kommer ikke med noget konkret, men mener, at den private sektor er en Ferrari, hvis tegninger vi bør stjæle til at bygge den offentlige sektors Skoda. Bjarne Corydon understreger det vi alle sammen tænker: “Hvordan vil en regering med de tre partier blive enig?”.

Rødovre kan spare millioner
Til min store overraskelse går Lars Barfod til angreb på Rødovre, han mener at vi kunne sparer 500 mio. kr. eller hvad der svarer til 98 skolelærer ved, at udliciterer vores offentlige service. Ja jeg kan næsten ikke tro mine egne ører. Nu skal vi på folkemødet, diskutere Rødovres kommunalpolitik.. Det er jo det rene guf til min blog! Nu må Erik på banen, det kommer han da også med: “Vi har en fremragende service og nogle fremragende lokalpolitikere, vi skal ikke kopiere Ferrari, vi skal skabe innovation” mens han maner til respekt for lokalpolitikkerne, bliver han krediteret med en stor klapsalve fra tilskuerne.
En socialrådgiver fra de aktive kommer på banen, hun er vred over, at hun skal bruge ¾ af sin arbejdstid som bureaukrat og udfylde skemaer i stedet for at servicere borgerne, vores tidligere og nuværende finansministre, får den hurtigt drejet hen på budget- og økonomistyring, men så tager Erik teten i debatten.
“I kommunerne samarbejder vi på tværs af uddannelsesniveau, vi kommer med løsninger på problemstillinger hver dag, og se jer selv på Christiansborg, i var nødt til at tage til Bornholm for at lave en folkeskolereform.” Jeg er kritisk, men svært begejstret over Eriks evne til at få publikum med sig.

Service og besparelser
Efter megen monoton snak om effektivisering, hvor en sygeplejerske fortæller hvordan de har effektiviseret patientforløbet på hospitalerne og derfor mener, at det samme kan ske i kommunerne, bliver Rødovre Kommune igen fremhævet, denne gang af Erik, der fortæller om et pædagogforløb, hvor forældre der ikke evner at forsørge deres børn, i stedet for en tvangsfjernelse får tilbud om mad og stimulering af børnene i dagtimerne, men sover hos forældrene om natten. Dette har ikke blot effektiviseret for mange kroner, men har også skabt mere velfærd for forældrene og deres børn.. Det er svært at være uenig i, og publikum er da også vilde med eksemplet.
Solen er så småt begyndt at aftage, men det er mit humør bestemt ikke, nu skal jeg ned og grille pølser og drikke øl til den helt store guldmedalje. Som så meget andet på folkemødet til den nette sum af 0 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top