Annonce


Fremtidsdrømme på gule posters
borgermoede_damhus-6.jpg
Meninger, tanker og idéer var der nok af, da flere hundrede borgere i sidste uge diskuterede udviklingsmulighederne for Damhustorvet, Damhuskroen og Damhus Tivoli. Foto: Red.
cafedebat "Tavlen er vasket ren," forsikrede borgmester Erik Nielsen, da han bød velkommen til cafédebat på Ørbygård. Her blev debatten om et højhus for en stund manet i jorden, og erstattet med drømme for fremtidens indgang til byen. Drømme på gule lapper papir.

De var der alle sammen. Naboerne, der indædt har kæmpet imod et højhusprojekt på Damhus Tivoli-grunden, tivoli-entusiaster der stadig klynger sig til håbet om en forlystelsespark, og borgere der blot ønsker en relancering af indgangen til Rødovre. Alle var de samlet til forhøring for at debattere udviklingsmulighederne for området omkring Damhustorvet. En forhøring, hvor mudderkastning og højhusskygger for en stund var lagt i graven.
“Vi glæder os til at se, hvilke forslag, der kommer i dag. Tavlen er vasket ren,” fortalte borgmesteren. En blankocheck til kreativ udfoldelse blev udstedt, og de mange fremmødte havde intet problem med at fylde den ud.

Drømmeland
Festsalen på Ørbygård dannede ramme om cafédebatten. Salen var ikke stuvende fuld, men i omegnen af 200 borgere skal der nok have været. De mange borgere blev inddelt i grupper af otte personer, og herefter fik drømmene ellers frit spil. Hvordan der kan skabes mere liv på Damhustorvet, og hvordan Damhuskroen skal bevares, som en del af Rødovres kulturarv, blev griflet ned på gule sedler og efterfølgende diskuteret og fremlagt i salen.

Annonce

Kulturhus og vartegn
Meningerne, tankerne og idéerne var mange. Kulturhus på torvet, hvor mangfoldigheden kan blomstre, et underjordisk parkeringshus under Damhustorvet, en tunnel under Roskildevej eller et nyt byggeri a la Bjarke Ingels 8-tallet i Ørestaden.
“Det virker lidt urealistisk med et så stort byggeri, men man har da lov til at drømme,” lød det fra en borger, der havde mere end svært ved at forestille sig et prestigeprojekt som 8-tallet skyde op på tivoligrunden. Alle idéerne, store som små, bliver dog gemt i den indledende høringsfase, og senere studeret af Rødovre Kommune.
“Jeg håber, der kommer en masse gode forslag, og jeg håber, at det kan bidrage til, at vi kan få en god diskussion om, hvordan fremtiden skal se ud. Det er en idéfase, og en spændende proces, vi er i gang med,” fortalte Erik Nielsen.

Liv på torvet
40-årige Mikkel Nilsson var en af de mange borgere, der havde fundet vej til Ørbygård. Han ønsker ikke et højhus, men var ikke kommet for at lufte sin utilfredshed med det, måske, forhenværende projekt. Han ønsker liv på torvet, så cafékulturen kan dyrkes lokalt.
“Jeg tænker ikke Rødovre, når jeg skal på café eller ud og spise. Jeg tager næsten altid ind til København eller til Tingstedet i Valby, hvor der er liv og stemning. Det ønsker jeg også, der kommer på Damhustorvet,” fortæller Mikkel Nilsson.

Drømmer om Venedig
Rolann Raisch-Unterreiner drømmer heller ikke om et højhus. Han håber i stedet, at Damhussøen kan blive inddraget, når området skal ændres.
“Det her er en enestående mulighed for at udvikle området. Hvis jeg selv kunne bestemme, så ville jeg integrere vandet. Måske lave et lille Venedig,” fortæller Rolann Raisch-Unterreiner, der også ønsker at flytte Damhuskroen 20 meter tilbage.
“Så ville der blive plads til udendørsservering. Man kan jo ikke sidde to meter fra Roskildevej,”.
Om der bliver bygget højt, gravet dybt eller sågar flyttet bygninger, må fremtiden vise. I første omgang samler forvaltningen op på de mange forslag, og efter sommerferien vil kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvilket grundlag der skal arbejdes ud fra, når der skal udarbejdes et lokalplanforslag.

borgermoede_damhus-(7)

borgermoede_damhus-(8)

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top