Annonce


Forward vender hjem
Intro_Martin-Nielsen_RMB.jpg
28-årige Martin Nielsen vender hjem til Rødovre fra næste sæson efter en håndfuld år i Hvidovre. Foto: Steen Marcussen
Ishockey Martin Nielsen vender hjem til Rødovre på en etårig kontrakt. Den 28-årige forward spillede senest for tyrene i sæsonen 2006/07.

Rødovre Mighty Bulls har netop fået sin 11. angriber på plads til den kommende sæson. Rødovre-drengen Martin Nielsen har skrevet med tyrene og vender dermed hjem til sine gamle folder i barndomsklubben.

Martin Nielsen havde tilbud fra andre klubber – også vest for Storebælt – men valget af ny klub efter tiden i Hvidovre lå lige til.

Annonce

”Hvis jeg skulle spille på Sjælland, ville jeg helst spille for Rødovre, hvor jeg er vokset op. Min kæreste er lige blevet uddannet jurist og har fået et job i København. Hun har også kontrakt med Lyngby Håndbold, så det hele passede med, at det skulle være Rødovre. Det var faktisk ikke noget svært valg, hvis jeg skal være ærlig,” siger han.

Glæder sig
Efter fire sæsoner for bundholdet Copenhagen Hockey/Hvidovre, hvor han i snit lavede over 0,5 point pr. kamp, glæder Martin Nielsen sig til at få lidt medvind på resultattavlen.

”Jeg har store ambitioner om, at vi kan lave et godt resultat som i den seneste sæson. Det var et flot resultat, drengene lavede der. Og så ser jeg selvfølgelig bare frem til at vinde lidt. Det har jeg jo ikke været så vant til. Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang for klubben,” lyder det fra den sympatiske angriber, der kender flere af spillerne på Rødovres hold.

”Jeg kender efterhånden en del af spillerne. Jeg har spillet sammen med Michael Smidt og vokset op sammen med Rasmus Astrup og Jannik Karvinen og spillet næsten hele min ungdomstid i Rødovre. Det har selvfølgelig også vejet en del, at jeg kender nogle af drengene.”

Stor erfaring
Martin Nielsen beskriver sig selv som en spiller, der er kvik på hænderne og som har et godt overblik for sine medspillere. Han går i sin nærmeste omgangskreds under navnet ’Aage’, og det er der en helt særlig grund til.

”Min far hedder Svend Aage. En gang, da jeg var 10 år, var en kammerat med hjemme at spise, og han spurgte, om det virkelig kunne passe, at han hed Svend Aage. Så var han jo ved at dø af grin, da min far sagde ja. Og så har navnet bare hængt ved lige siden,” slutter Martin Nielsen.

For godt 10 år siden var Martin Nielsen forbi Malmös J18- og J20-hold, inden han igen returnerede til Rødovre. I sæsonen 2007/08 tog han til Hvidovre, sæsonen efter til Herning, inden han altså nu slutter en periode på fire sæsoner hos naboerne syd for Rødovres kommunegrænse.

Martin Nielsen, der får trøje nummer 49 i Rødovre, har spillet 377 kampe i den bedste danske række og besidder en stor erfaring fra eliteniveau. Han har desuden været inde over Danmarks U18- og U20-landshold.

1 kommentar om “Forward vender hjem”

  1. Dennis Jøhnk siger:

    Bedste nyhed længe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top