Annonce

Førstehjælp for anden gang
Hjertestart.jpg
Den første hjælp er den vigtigste. Derfor havde Ældre Sagen i sidste uge et stort kursus for medlemmerne, der kunne lære at bruge en hjertestarter og give førstehjælp. Foto: Privat
førstehjælp Der var mange deltagere, men lige så mange på venteliste, da Ældre Sagen i onsdags lærte medlemmerne førstehjælp. Flere for anden gang.

“Jeg interesserer mig for mine medmennesker.” Sådan begrunder John Atkins fra Ældre Sagen sin deltagelse i sidste uges førstehjælpskursus på Rødovregaard.
Her lærte medlemmerne at give førstehjælp og at bruge en hjertestarter.
“De hænger flere steder efterhånden, men selvom maskinen fortæller, hvad man skal gøre, er der mange der går i baglås, eller bliver nervøse, hvis de ikke har prøvet at bruge den før,” forklarer John Atkins, der kalder kurset for helt eminent.
Formand for Ældre Sagen i Rødovre, Yvonne Jørgensen, lover derfor, at man vil prøve at arrangere et nyt kursus til efteråret.
“Der er mange af vores medlemmer som er i risikogruppen for at få hjertestop. Derfor er det helt oplagt, at vi arrangerer et førstehjælpskursus, og når det så er så efterspurgt som det er, må vi selvfølgelig prøve at arrangere et mere snart,” siger Yvonne Jørgensen.
Samfundsansvar
Begge medlemmer peger på, at det er et samfundsansvar at hjælpe sine medmennesker, især hvis de er i fare.
“Men mange går bare forbi, når et menneske falder om på gaden,” forklarer John Atkins.
“Undersøgelser viser, at vi er for langsomme til at reagere, fordi vi ikke helt ved, hvad der sker, og er bange for om vi er de rette til at gøre noget. Det laver et kursus som dette om på. Også selvom man måske har lært førstehjælp tidligere i sit liv. Der sker nemlig hele tiden noget nyt, som man kan lære af, hvis uheldet er ude,” siger han.
For Yvonne Jørgensen er det afgørende at udbrede kendskabet til hjertestarterne.
“Det er vigtigt for os som forening, at så mange som muligt ved, hvor hjerterstarterne findes, og hvordan man bruger dem, så folk ikke skal være bange for at gøre noget forkert,” understreger hun.

FriLuftvejTest

Annonce
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top