Annonce

Fængsles efter kærestevold
WEB_politibil1.jpg
På trods af synlige tegn på kvælning, slag og spark, nægtede en 50-årig kvinde at vidne mod sin yngre kæreste, da denne forleden blev idømt fire måneders fængsel for vold. Foto: Arkiv
politi En 35-årig mand fra Rødovre skal fire måneder i spjældet efter vold mod kæreste.

En 50-årig kvinde fra Brøndby ville ikke vidne i Glostrup Ret, da hendes kæreste i sidste uge sad på anklagebænken. Tiltalt for vold mod hende selv.
På trods af det manglende vidneudsagn, fandt retten den 35-årige mand skyldig i vold.
Sagen tager udgangspunkt i en episode i juledagene sidste år. Den 25. december ringede naboer til politiet og fortalte, at der var husspektakler i kvindens lejlighed.

Tydelige tegn på vold
En politipatrulje var hurtigt fremme ved lejligheden på Brøndbyøster Torv, hvor de kunne konstatere, at den 50-årige kvinde havde mærker efter slag og spark i ansigtet og på ryggen, samt mærker på halsen efter kvælertag.
Den 35-årige mand blev anholdt på stedet, og i sidste uge blev han idømt fire måneders ubetinget fængsel.
“Selvom han nægtede, og kvinden ikke ville vidne mod ham, fandt retten det bevist, at han havde slået, sparket og taget kvælertag på hende,” siger anklagerfuldmægtig Martin Top-Madsen.
Den dømte ankede dommen på stedet.

Annonce
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top