Annonce


Energien tilbage hos Avarta
avarta-fremad_amager_05_260513_BP.jpg
Haydar Said i aktion i sidste uges kamp mod Fremad Amager. Foto: Arkiv
Fodbold ”Drengene leverede en super energi og rejste sig,” siger cheftræner i Avarta, Christian Grønbæk, efter nederlaget til Næstved.

Ærgrelsen var stor hos Avarta efter søndagens nederlag på 1-2 til Næstved på Espelunden Stadion. Hjemmeholdet haltede kun efter i ét aspekt i spillet.

”Vi tabte kun på dødboldsituationer. Drengene leverede en super energi og rejste sig. Det er noget af den energi, jeg så sidste år i de sidste fem kampe. Jeg glæder mig meget til de næste fire kampe, hvis det er den energi, vi bringer på banen,” siger Christian Grønbæk og omtaler scoringen til 1-2 efter et hjørnespark.

Annonce

”Det var et bundrutineret og godt sparket hjørnepark. Vi træner på dødbolde, men det er ikke dér, vi skal bruge den meste tid. Det er andre facetter i spillet.”

Hård arbejdsindsats
Kampen igennem var tilskuerne vidner til et Avarta-mandskab, der ville langt mere, end tilfældet har været tidligere i forårssæsonen.

”Drengene leverede en hård arbejdsindsats og løb for det. Det var fedt at se. De var oppe og presse og stresse hele kampen igennem,” forklarer Avarta-træneren.

Højrekanten med Morten Hauglund på backen og Mikkel Dahl på højre midt var de mest toneangivende spillere i de grønne bluser.

”Der har været byttet meget på forsvarspositionerne. Dem, der har spillet mest sammen i øjeblikket, er dem på højrekanten. De spillede en god kamp i dag. Hauglund er normalt højrekant, men er altså back og gør det rigtig godt sammen med Dahl. Det ser godt ud. Der har venstrekanten ikke haft så mange kampe sammen,” udtaler Grønbæk.

Ø-mission på onsdag
På onsdag drager Avarta mod det østligste punkt i Danmark, når Bornholm byder velkommen i Nexø.

”Som udgangspunkt skal vi vinde på Bornholm, men alle andre hold har haft det svært derovre. Det bliver en svær kamp, og bornholmerne virker til at gå efter et point i hver kamp og stå godt på banen. Det bliver afgørende at score det første mål som i dag,” siger Christian Grønbæk og fortæller om ø-missionen.

”Det bliver en lang rejse. Vi møder kl. 6 om morgenen og er hjemme igen kl. 22-23 om aftenen. Vi kører med bus til Ystad og tager båden derfra til Bornholm. Med den energi vi havde i dag, skal de nok også være der på onsdag. Det er jeg ikke i tvivl om. Det var godt at se. Energien gør, at man skaber nogle chancer og scorer mål.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top