Annonce

Det store demokratilaboratorium
DSC00679.jpg
Rødovre Kommune pønser på at følge op på sidste weekends konference om velfærdsfornyelse med en officiel ansøgning om at blive frikommune, så man kan teste nye måder at finde løsninger og udvikle demokratiet på.
frikommune Rødovre vil måske starte 2014 med at søge om at blive frikommune. “Så kan vi for alvor sætte demokratiet på prøve på en positiv måde,” siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen (A).

Hvem siger, at den måde, vi gør tingene på i dag stadigvæk er den bedste? ”Ingen,” svarer Rødovres borgmester Erik Nielsen, der i kølvandet på den store virksomhedskonference om velfærdsfornyelse, pønser på at søge om dispensation for en række love og krav til kommunerne for at teste nye måder at løse fremtidens udfordringer af på.
”I ministeriet er der folk som arbejder med politikudvikling, og de er i gang med at samle erfaringer sammen fra kommunerne. Mit håb er, at man kan se en god idé i at prøve nogle af idéerne af i Rødovre. Som fællesskab kan det være interessant for borgerne i Rødovre at få testet idéerne af her hos os, så vi er på forkant med udviklingen, hvad enten det handler om tiltag eller lovgivning for private virksomheder eller borgere,” siger Erik Nielsen.

Forsøgskommune
Han har ikke gjort sig konkrete planer om, hvorvidt det er i forvaltningen, der skal testes nye idéer af, om det skal være med boligselskaberne, eller med grundejerforeningerne. Måske fordi han håber på alle tre steder.
”Det kunne være fedt at udfordre den traditionelle tankegang på en række myndighedsopgaver. Det kræver, at vi får dispensation for lovens forskrifter, og derfor skal vi søge om at blive et frikommuneforsøg,” siger borgmesteren.

Annonce

Der må godt være forskel
Han synes personligt, at kommunernes handlerum er blevet indskrænket af mange års økonomiske krav fra statens side.
“Der må gerne være forskelle de enkelte kommuner imellem. Det, der er en god måde at gøre tingene på det ene sted, er ikke nødvendigvis den bedste måde at gøre det på i en anden kommune. Det afgørende er, at fællesskabet stadigvæk hænger sammen. Det kan man gøre ved at lade disse demokratiidéer vokse nedefra og op,” siger Erik Nielsen og forklarer:
”Målet er at sikre, at lokalsamfundet også tager de lokale beslutnigner alvorligt, uanset hvad de handler om. Det gør man mere, hvis man har indflydelse fra start af. Ikke kun, når der er noget på spil for den enkelte lige der hvor de bor, men også når det gælder hele kommunens fremtid.”

DSC00696

Unge til Mikrofonen
Han nævner eksempelvis det beboerinddragende projekt i Rødovre Syd, kaldet ‘Unge til Mikrofonen, som et projekt, der viser, at når tingene sker nedefra, så får folk mere ejerskab af dem.
Dengang satsede boligselskaberne en masse penge på at lade områdets unge komme til orde og forsøge at føre deres egne drømme for området ud i livet. Det førte en masse spændende projekter med sig, men vigtigst af alt betød det, at de unge selv var med til at forme og fornye det lokale demokrati, og kunne se, hvad der sker, når man får indflydelse og tager ansvar. Noget der bestemt også fungerer i omvendt rækkefølge.

Brug for nytænkning
Antropolog, Tine Sønderby fra P21, som stod bag ‘Unge til Mikrofonen’ kalder idéen om at forvandle hele Rødovre til et laboratorium for intet mindre end fantastisk.
“Der er virkelig brug for at nytænke den måde, man arbejder med demokrati på. Alle har noget at bidrage med, og noget som de gerne vil have mere indflydelse på. Men der er alt for få, som bruger de muligheder for engagement, som demokratiet tilbyder, fordi det kan virke abstrakt og lidt uvedkommende,” siger Tine Sønderby og tilføjer:
“Og fordi mange tror, at det ikke nytter at engagere sig. Derfor er det en fantastisk idé at lave et laboratorium, hvor jeg går ud fra, at man skal prøve forskellige metoder af i praksis. Og Rødovre er jo et rigtig godt sted at placere det, fordi der er mange, som er interesserede i emnet og er klar til at bakke op.”

Forældre har for travlt
Derfor glæder Erik Nielsen sig også ekstra meget til at se resultatet af forrige uges konference om velfærdsfornyelse.
“De gamle partiers tænkning kan være god nok, men medlemmerne har først rigtig tid til at tænke politik, når børnene er flyttet hjemmefra. Ellers er det mere fodboldklubben og daginstitutionen, de tager ansvar for. Hvis vi laver et laboratorium kan vi måske få noget af den ansvarsfølelse overført til resten af lokalmiljøet,” slutter Erik Nielsen.

DSC00647

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top