Cykelløb fra grøftekanten
CK_Fix9.jpg
Der var fart over feltet i søndags, da der blev kørt cykelløb i nordsjællandske Kokkedal. Foto: Red.
Cykling Vi tog til cykelløb med den nye formand i CK Fix en tidlig søndag morgen i det kuperede nordsjællandske landskab.

En tidlig søndag morgen og grøftekanter lyder umiddelbart som resultatet efter en lidt for våd bytur. Det var imidlertid ikke tilfældet, da vi i søndags drog til Kokkedal i Nordsjælland for at følge de unge cykelryttere fra CK Fix.

For de mest ambitiøse ryttere ringede vækkeuret allerede kl. 05.30, da de mest optimale betingelser for en god præstation fås med morgenmad tre timer før løbsstart.

Annonce

Vi mødte den nytiltrådte formand i CK Fix, Jane Munch, og hele klubbens hold af unge cykelryttere og forældre, som rejser land og rige rundt for at yde hjælp og støtte.

”Jeg elsker cykelsporten og børnenes store indlevelse og begejstring for sporten. Min egen søn Malthe begyndte at køre i august, og min kæreste er tidligere cykelrytter, så jeg bruger meget tid med at følge sporten fra grøftekanten. Og så er jeg selv tidligere cykelrytter,” siger Jane Munch kort inden, dagens første hold af ryttere, U15-klassen, kørte af sted kl. 08.30 i overskyet og halvkøligt vejr.

Skal være sjovt
Den ny formand afløste Lars Errebo, der var for ophængt på sit arbejde. Hun tilbød at overtage stillingen og lægge endnu flere kræfter i cykelklubben.

”Jeg glæder mig til en spændende opgave, men der venter også hårdt arbejde. Der er rigtig meget arbejde på baglinjen for at få en cykelklub til at køre,” udtaler Munch, der har ambitionen klar.

”Ambitionen er først og fremmest, at det skal være sjovt for børnene. Det skal fungere socialt. Vi skal være gode kammerater og sportsfolk, selv om vi er konkurrenter på cyklen. Man skal foregå de andre med et godt eksempel. Cyklingen skal være efter børnenes egen lyst og ikke ved forældrenes opfordring.”

CK_Fix13
U15-rytterne står klar til søndagens løb, der bød på i alt 33 km på landevejene. Foto: Red.

100-års jubilæum
CK Fix har 100-års jubilæum til næste år, og i den forbindelse ønsker man at arrangere et lokalt løb i Rødovre.

”Jeg ser en klub med en god udvikling. Til det store jubilæum næste år prøver vi at arrangere et gadeløb på selve dagen, den 2. september, i Rødovre. Vi er vist i øvrigt den ældste klub i FIR,” forklarer Jane Munch.

Imens de i alt 55 U15-ryttere fra hele landet – otte fra CK Fix – ræser igennem den 11 km lange rute, der skal køres tre gange, bliver vi fra grøftekanten klogere på, hvad der driver de unge mennesker.

Sponsorer er forbeholdne
I forberedelsestimen op til start var det tydeligt, at cykelrytterne på trods af unge aldre går seriøst til opgaven og jagter succes på deres dyrt indkøbte cykler, der hurtigt runder 30.000 kroner. Men alt er ikke lige fryd og gammen i en hårdt prøvet sport.

”Det er vigtigt, at folk får en positiv indgangsvinkel til, hvad det her er. Det er en flok glade børn, som bare elsker at cykle – hvad enten det er træning eller ej. Jeg synes, man skal støtte meget op omkring den interesse, de har,” siger Jane Munch, der ærgrer sig over, at børneryttere lider under de voksnes mange sager om dopingbrug – blandt andet ved, at sponsorerne er mere forbeholdne over for sporten.

Klubben vil i fremtiden gøre et ihærdigt forsøg på at fastholde flere af de unge ryttere, og i den forbindelse er der oprettet forskellige udvalg, der skal varetage bestemte opgaver.

CK_Fix15
CK Fix-rytterne stimler sammen efter løbet og snakker om dagens strabadser. Foto: Red.

Frustration og glæde
Med korte intervaller suser ikke bare U15-rytterne forbi os, men også U13- og U11-rytterne er blevet sendt af sted ud på henholdsvis to og én omgang á 11 km. For U15-klassen nærmer afslutningen sig, og de i alt 33 km bliver tilbagelagt på under 55 minutter.

Børnenes passion for cykelsporten kommer til udtryk, da både frustration og glæde er fremherskende hos CK Fix-rytterne efter et spændende og tæt løb, der blev afsluttet med en såkaldt ’forældre-spurt’ op ad en mildt hældende bakke.

Kristian Kaimer Eriksen blev bedst placeret CK Fix-rytter i U15-klassen, mens Malthe Munch opnåede en syvendeplads. Løbet indgik i Danmarks Cykle Union, og der var almindelige point på spil.

Du kan senere i denne uge her på rnn.dk læse mere om CK Fix og formandens tanker omkring det uheldige doping-aspekt, som børnene også mærker på selve landevejene, når bilister opfører sig dårligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top