Annonce


Bøllebank til bornholmere
Avarta-Nordvest_01_120513_BP.jpg
Foto: Arkiv
Fodbold Avarta fik fuldt udbytte af deres tur til Bornholm på Grundlovsdag, da de gjorde kort proces og bankede bundproppen fra øen i 2. division øst.

NB Bornholm-Avarta 0-4 (0-1)
0-1 Aleksandar Lazarevic (4’)
0-2 Haydar Said (62’)
0-3 Mikkel Dahl (83’)
0-4 Morten Seifert Bierrings (84’)

Nexø på Bornholm – aka solskinsøen – lagde onsdag græs til opgøret mellem NB Bornholm og Avarta, men det var ikke hjemmeholdet, solen skinnede på denne helligdag.

Annonce

De hårdt trængte bornholmere, der er isoleret i bunden af 2. division øst, fik en på kasketten, da Avarta skruede bissen på i anden halvleg og cementerede sejren.

”Det var rigtig dejligt og fantastisk at få scoret en masse mål. Vi spillede mod et hold, der ikke rigtig ville frem på banen, så det ville ikke blive nemt. På trods af det, kom vi allerede foran efter fem minutter,” siger cheftræner Christian Grønbæk efter hjemkomst til den københavnske vestegn.

Velspillet anden halvleg
Første halvleg var ganske lige, og udligningen lurede lige rundt om klippesiden.

”Bornholm blev lidt mere fysiske og pressede lidt, og det blev lidt nervøst. Det handlede om at komme til halvleg, uden at de fik udlignet. De havde dog ikke de store nærgående forsøg, men forsvaret var ikke 100 procent koncentreret. Vi fik ikke afvist dem ordentligt.”

I anden halvleg så tingene meget lysere ud, om end det ikke var den perfekte start på de sidste 45 minutter, Avarta fik.

”Vi fik et straffespark i begyndelsen af anden halvleg, men Morten Seifert brændte. Men vi fortsatte, og Bornholm blev mere og mere trætte. Vi fik scoret nogle mål, og spillede en god, velspillet anden halvleg. Bornholm havde ikke en chance i anden halvleg,” forklarer Avarta-træneren, der ikke fortryder onsdagens langtur til det østligste af Danmark.

”Den lange tur til Bornholm var det hele værd og gav noget god energi. Det kan komme os til gavn i resten af kampene.”

Svær kamp forude
På søndag tager Avarta imod Frem i Espelunden, og der venter publikum et gensyn med en tidligere københavnsk storklub.

”Det bliver en rigtig svær kamp mod Frem. De spiller med et fem-mands-forsvar og har et godt omstillingsspil. De vil gerne spille direkte og løber frem mod mål, ligeså snart de får erobret bolden. De spiller lidt anderledes end mange af de andre hold i rækken,” siger Christian Grønbæk, der øjner chance for point imod Valby-holdet.

”Kan vi komme op og stresse dem lidt, kan vi måske godt lave en lille overraskelse. Vi spillede en god kamp sidst, vi mødte dem, hvor vi dog tabte 1-2 efter at have ført 1-0. Med lidt flid og held kan vi sagtens genere Frem.”

Overlevelse tæt på
Det begynder at lysne for Avarta i bunden af rækken. Med sejren øger ’De grønne’ forspringet til Herlev, der tabte igen. Forspringet er nu på seks point, og der resterer blot tre kampe. Avarta har desuden en markant bedre målscore end naboerne fra Herlev.

Søndagens kamp mod Frem begynder kl. 13 på Espelunden Stadion, og måske der venter en sæsonrekord af tilskuere på en solskinsrig weekenddag? Mød op og få svaret på en forventet festdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top